Aalborg Håndbold

Svensk sprællemand slår tilbage i Aalborg-målet

Efter en downperiode på det seneste strålede Mikael Aggefors i søndagens slutspilssejr over Skjern Håndbold

Foto. Henrik Bo

Foto. Henrik Bo

HÅNDBOLD:Med en redningsprocent på den gode side af 35 spillede Mikael Aggefors en væsentlig rolle i Aalborg Håndbolds sejr på 41-32 søndag aften over Skjern i slutspillet.

Den svenske målmands mange redninger fodrede aalborgensernes kontramaskine i kampen, og det blev ikke nødvendigt for konkurrenten Simon Gade at bidrage mellem stængerne.

- Jeg har måske haft en lidt svag periode på det seneste, hvor jeg ikke har haft så mange redninger, så det var dejligt at spille godt nu, hvor det spidser til i slutspillet, siger Mikael Aggefors, der havde nul redninger på otte skud i den forrige kamp i Skanderborg.

- Nederlaget dernede mindede os forhåbentlig om, at vi kan tabe alle kampe her i slutspillet, hvis vi ikke rammer niveau. Så jeg håber, at vi har lært lektien, og at det ikke gentager sig, siger svenskeren, der i den seneste tid overvejende har spillet andenviolin efter Simon Gade.

Mikael Aggefors i aktion for Aalborg Håndbold mod Skjern søndag aften i Jutlander Bank Arena. Foto: Henrik Bo

Mikael Aggefors i aktion for Aalborg Håndbold mod Skjern søndag aften i Jutlander Bank Arena. Foto: Henrik Bo

- Jeg er i gang med min femte sæson i Aalborg, så jeg tror godt, at Stefan (Madsen, cheftræner, Aalborg Håndbold) ved, hvor han har mig, og hvad min kapacitet er. Selvfølgelig har jeg lyst til at spille hver gang, men når man kigger på vores kampprogram, så ved man også, at hverken Simon eller jeg vil kunne tåle at spille 60 minutter hele tiden.

- Hvis man vil være et tophold, så skal man også have to målmand, der holder højt niveau, uddyber Mikael Aggefors.

Indtil videre i sæsonen har den svenske VM-sølvvinder stået med en samlet redningsprocent på 32,9 og indtager dermed en sjetteplads blandt målmændene i HTH Herreligaen. Konkurrenten Simon Gade er marginalt bedre med 33,7 i redningsprocent, hvilket gør ham tredjebedst.

I toppen af statistikken finder man den tidligere Aalborg-keeper Søren Rasmussen, der nu slår sine folder i Ribe-Esbjerg. Han har taget 34,1 procent af alle afslutninger.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.