Håndbold

Svenske VM-sølvvindere trækker stort læs hos Aalborg Håndbold

Selvom svensk trio tabte VM-finalen til Danmark, er de kommet flyvende retur og var afgørende for søndagens sejr over Fredericia

Højrebacken Lukas Sandell havde en hånd med i ni scoringer mod Fredericia, og svenskeren er kommet hjem fra VM i Egypten med masser af selvtillid. Foto: Henrik Louis
Højrebacken Lukas Sandell havde en hånd med i ni scoringer mod Fredericia, og svenskeren er kommet hjem fra VM i Egypten med masser af selvtillid. Foto: Henrik Louis

HÅNDBOLD: Selvom det var Aalborg Håndbolds danske spillere, der tidligere på ugen kom hjem med VM-guld om halsen, så er det holdets svenske VM-sølvindere, der har trukket det største læs i genstarten på Håndboldligaen.

Lukas Sandell scorede syv gange, Felix Claar assisterede til seks mål og Mikael Aggefors stod med en redningsprocent på 40, da Fredericia blev nedlagt i Jutlander Bank Arena. Dermed blev torsdagens nedtur i Skanderborg vasket væk, og andenpladsen i rækken konsolideret.

- Vores svenske spillere er bestemt ikke kommet hjem med bøjet nakke, fordi de tabte VM-finalen til Danmark. Med det svære udgangspunkt de havde til turneringen, så tror jeg, de glæder sig over deres sølvmedalje og bare rider videre på bølgen efter hjemkomsten, siger cheftræner Stefan Madsen.

Udover at score tre gange assisterede playmaker Felix Claar også seks gange til en holdkammerats scoring mod Fredericia. Foto: Henrik Louis

Højrebacken Lukas Sandell, der scorede seks gange forleden i Skanderborg, fik sin landsholdsdebut ved VM i Egypten, og her endte han med at få en ganske stor rolle .

- Det er gået stærkt for mig, men slutrunden har virkelig gjort noget godt for min selvtillid og motivation. Jeg er sulten efter at opnå mere med de svenske landshold og selvfølgelig også her i Aalborg Håndbold, og min krop har det fint, så det er bare sjovt at spille kampe, siger den 24-årige svensker, som Aalborg i sommer hentede i norske Elverum.

Selvom det søndag lykkedes at nedlægge Fredericia, var det dog nødvendigt at gribe dybt i værktøjskassen i pausen, hvor føringen blot var på 20-19.

Mikael Aggefors reddede 40 procent af de afslutninger, Fredericia sendte imod ham. Foto: Henrik Louis

- Det var en arbejdssejr, for jeg synes ikke, vi spillede fantastisk. Det hjalp at vi slog om i et 5-1-forsvar i anden halvleg, og så lavede Aggefors også mange fine redninger. Men vi har helt sikkert 10-15 procent mere i os, end vi viste i dag, mener Lukas Sandell.

Det er cheftræner Stefan Madsen enig i, for han savnede nogle flere tacklinger i søndagens kamp.

- I pausen blev vi enige om, at vi skulle vise noget mere vildskab og hårdhed i tacklingerne. Det fandt vi lidt af, men der er stadig plads til forbedringer.

Det bliver også nødvendigt at hæve niveauet, hvis Aalborg Håndbold skal hente to point, når de på onsdag skal i aktion næste gang. Her går turen til Nantes i Frankrig for at spille Champions League.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden