Sverige er tæt på VM-kvartfinale efter uafgjort mod Norge
De svenske håndboldkvinder indhentede to mål til sidst og fik 30-30 mod stormagten Norge ved VM i Spanien.
De svenske håndboldkvinder gav lørdag aften Norge kamp til stregen ved VM i Spanien og leverede en forrygende slutspurt mod storfavoritten.
Norge var foran med to mål i de afsluttende minutter, men en svensk redning og et mål med fem sekunder tilbage gav Sverige et vigtigt uafgjort resultat.
Kampen endte 30-30, og dermed er de to holds gruppe i mellemrunden helt åben.
Sverige har seks point og kan med en sejr over Rumænien nå otte point. Det samme kan Norge og Holland, der begge har syv point, hvis de to hold spiller uafgjort i den sidste kamp, hvor de mødes. Det vil betyde, at målscore afgør, hvilke to af de tre hold der går videre til kvartfinalen.
Sverige kom kampklar ud til opgørets indledning og matchede det altid høje norske tempo.
Efter et kvarter var svenskerne foran med to, men tre norske mål vendte kampens momentum. Norge holdt sig i front frem til pausen, hvor stillingen var 14-12.
Kort inde i anden halvleg var Norge oppe med fire mål, og det pegede i retning af den forventede norske sejr.
Men Sverige kæmpede sig tilbage. Fem svenske mål i træk og så var Sverige pludselig foran med 22-21 med over et kvarter igen.
Norge var dog ikke til at ryste. Med ti minutter tilbage på uret var de rutinerede nordmænd tilbage i front med en tomålsføring.
Sverige kom tilbage på 27-27 og 28-28, inden Norge igen kom i front med to og lignede en vinder.
Norge kunne afgøre kampen med en scoring i sidste minut ved stillingen 30-29, men skuddet blev pillet i det svenske mål, og så gik det hurtigt den anden vej.
Det svenske opspil endte hos venstrefløjen Olivia Mellegård, der køligt udplacerede Norges målmand med fem sekunder igen og sikrede uafgjort.
Holland vandt tidligere lørdag med hele 61-15 over Kasakhstan.
De olympiske mestre fra Frankrig var i problemer mod Serbien. Frankrig var nede med tre ved pausen, men fik vendt opgøret og vandt 22-19.
Med sejren er Frankrig videre til kvartfinalen fra sin mellemrunde. Det samme er de russiske håndboldkvinder, der lørdag vandt 31-25 over Montenegro.
Frankrig og Rusland mødes i sidste mellemrundekamp, hvor førstepladsen skal afgøres. Frankrig kan nøjes med uafgjort.
/ritzau/
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.