Svig og dokumentfalsk: Direktør i kendt Aalborg-virksomhed sendt hjem
Der manglede adskillige millioner kroner i kassen. Da bestyrelsen granskede økonomien, opdagede den en række uregelmæssigheder
Opdateret kl. 16:48
Bag kulisserne i et af Nordjyllands sportslige fyrtårne udspiller der sig i disse uger et drama, som var tæt på at ende fatalt.
En hurtig redningsaktion afværgede i første omgang en truende konkurs.
Men millioner af kroner er forsvundet fra kassen, og direktøren er hjemsendt og frataget sine beføjelser under mistanke om svig og dokumentfalsk.
Hemmelige økonomiske problemer
"Vi sætter holdet".
Det er titlen på et opsigtsvækkende tiltag fra ishockeyklubben Aalborg Pirates. Mod at betale 1000 kroner får du en collage med minder fra klubbens historie, der strækker sig tilbage til 2012, samt en billet til et fan-arrangement.
Onde tunger vil sige, at det er pebret.
Der er imidlertid en grund til den opskruede pris.
Aalborg Pirates er nemlig økonomisk udfordret i en grad, som man indtil nu har holdt hemmelig for offentligheden.
Det er ikke kun på isen, at det ikke går som håbet. Nu står det også klart, at økonomien er en voldsom udfordring for selskabet bag ishockeyholdet.
Ifølge Nordjyskes oplysninger har en gennemgang af Aalborg Pirates' økonomi afsløret, at man mangler flere millioner kroner. Minimum tre af slagsen.
I første omgang handlede det om manglende indtægter i forhold til budgetteringen for årets slutspil. Men det viste sig at være langt mere alvorligt.
Faktisk var situationen så alarmerende, at klubben har været nødt til at få ekstern hjælp i form af velvilje fra en snæver kreds af venner af klubben.
Den hjemsendte direktør
Omdrejningspunktet for det økonomiske morads er direktør Lars Laursen.
Han er blevet hjemsendt, efter at de økonomiske problemer blev opdaget. Der mangler simpelthen penge i kassen.
Ifølge klubben er der begrundet mistanke om uregelmæssigheder i forhold til opgørelser af driftsresultat og egenkapital. En revisor og advokat har konstateret besvigelser og dokumenfalsk.
- De tal, vi er blevet præsenteret for, har været sminkede. Det er en alvorlig sag, hvor alt det, Aalborg Pirates har bygget op på 12 år sammen med sponsorer og fans, har været på spil, udtaler bestyrelsesformand Morten Fals i en pressemeddelelse, som blev udsendt kort efter Nordjyskes afsløring.
Sagens totale omfang er stadig ukendt, da man fortsat er i gang med at komme til bunds i tallene. Men der er tale om et millionbeløb, som samlet set er havnet forkerte steder.
Det betyder, at Lars Laursen er hjemsendt og frataget ansvaret for at lede den daglige drift af klubben.
- Karakteren og omfanget af besvigelserne arbejder vi stadig på at afdække, og derfor kan vi ikke blive konkrete i forhold til de foreløbige tal og på hvilken måde, det er foregået, forklarer næstformand i Aalborg Pirates, advokat Tommy Olesen.
Han understreger, at der for nuværende ikke er mistanke om eller dokumentation for hverken underslæb eller anden form for berigelse til egen økonomisk fordel fra den tidligere direktørs side.
Ud fra Nordjyskes oplysninger skulle Lars Laursen allerede have erkendt forholdene overfor Aalborg Pirates' bestyrelse.
Lars Laursen har været direktør i Aalborg Pirates siden 2020. Før da var han i tre år klubbens økonomichef, ligesom han har direktørposter i en række andre virksomheder bag sig.
Konkurs afværget
Bestyrelsesformand Morten Fals har sammen med andre fra klubbens bestyrelse arbejdet på at danne sig et overblik over den udfordrede økonomi i Aalborg Pirates.
Det arbejde er man nu så langt med, at man kan konkludere, at klubben ikke er konkurstruet. Det var ellers en reel risiko. Men der er fortsat mange uafklaretheder.
Tilbage står spørgsmålet om, hvordan man fra bestyrelsens side vil forholde sig til det økonomiske kaos, der stille og roligt er blevet afsløret efter en nærmere gennemgang af økonomien i Aalborg Pirates.
Det vides endnu ikke, om sagen ender med en politianmeldelse af Lars Laursen.
Sideløbende med undersøgelsen af sagen og den økonomiske redningsplan har Aalborg Pirates' bestyrelse arbejdet på at rekruttere en ny direktør.
Aftalen er på plads, men kan først effektueres fra begyndelsen af maj, hvorfor bestyrelsesformand Morten Fals indtil da tager kommandoen i selskabet.
Samtidig er en planlagt aktiemission på 1,1 millioner kroner udsat.
Med hatten i hånden
Aalborg Pirates har i de seneste sæsoner ellers brystet sig af at have en sund økonomi.
Da Rødovre Mighty Bulls i begyndelsen af den netop færdigspillede sæson meldte ud, at man var økonomisk på spanden, var Aalborg Pirates-direktør Lars Laursen hurtig til at sende 10.000 kroner i retning af kollegaen, da en indsamling blev iværksat.
Nu er det imidlertid Aalborg Pirates, der er rundt med hatten i hånden. Man er kommet langt i den økonomiske redningsaktion, som bestyrelsen har iværksat.
Nordjyske har forsøgt at få en kommentar fra Lars Laursen, men han er ikke vendt tilbage på vores henvendelse. Det har heller ikke været muligt at få en kommentar fra bestyrelsesformand Morten Fals.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.