Talentsvøbet er blevet hængt i garderoben

I sit andet år som Aalborg-spiller har Andreas Holst lagt på sit spil. Det siger vægtene i træningslokalet og tallene på statistikarket

Emil Halkier
Arkivfoto: Torben Hansen
Aalborg Håndbold 5. december 2018 06:02

Tal og statistikker kan kaste mange skygger, men engang i mellem kan de også være en sjov krykke at støtte sig til.

– Det er sgu da meget godt.

Han trækker på smilebåndet, Andreas Holst, da han får præsenteret sin fortid og nutid på skrift. For pilen, den peger i den rigtige retning. Aalborg Håndbold er den klub i herreligaen med højest scoringsprocent på venstreback-positionen, og det kan blandt andet tilskrives Holst. Den 23-årige bagspiller har talmæssigt markeret sig ganske positivt sammenlignet med sit første Aalborg-sæson og afslutter både mere sikkert og scorer flere mål per kamp. Opskriften til den cocktail er et sammensurium af ingredienser, mener han selv.

– Vi har været gode til at ramme spillet i år, og så har vores playmakere fået sat vores spil rigtig godt op, siger Andreas Holst, som henover sommeren har knoklet, mast på i træningslokalet for at vride ekstra procenter ud af sin fysiske formåen.

– Jeg har virkelig lagt noget på fysisk og med en korsbåndsskade i bagagen, er det vigtigt at blive ved med at arbejde på den del. Inden sidste sommer sad jeg og tænkte, at knæet bare skulle holde hele sæsonen, mens jeg i år har haft et mål om at forbedre de tests, jeg lavede dengang. Og der har i alle sammen været gode procentvise stigninger, fortæller Aalborg-spilleren.

Emil Halkier
Arkivfoto: Bente Poder

På trænerbænken bliver der også nikket anerkendende i Holsts retning, som med sin indtræden i Aalborg måtte hænge talentsvøbet ude i garderoben sammen med overtøjet.

– Vi glæder os over, at han har fundet tilbage på det niveau, som vi vidste han havde og har i sig. Der er stadigvæk ting, han kan forfine og gøre endnu bedre, men jeg tror, at det hænger sammen med, at det første år altid er svært. Man skal også huske, at det skridt Holst tog til Aalborg var første gang, hvor han kom ud af det her talentsvøb. Han var jo stadigvæk et stort talent i GOG, der fik lov til at blomstre og gjorde det rigtig godt dernede, men lige pludselig skiftede han miljø, fik en anden rolle og havde lidt andre præmisser omkring sig. Det tager tid at vænne sig til. Samtidig kom han tilbage fra en langvarig skade og skulle finde ind i rytmen igen, siger Aalborgs cheftræner, Stefan Madsen.

– Og så er Holst en type, der passer rigtig godt på sig selv og bare knokler godt med tingene. Jeg ved, at han har gjort alt, hvad han overhovedet kunne for at bruge hele sommeren fornuftigt på at tune sig selv op til den her sæson, fortæller Stefan Madsen.

Andreas Holst får mulighed for at fortsætte storspillet, når han og holdkammeraterne onsdag aften får besøg af Skanderborg Håndbold i Jutlander Bank Arena. Kampstart klokken 19.30.

Tema: Aalborg Håndbold

Vis flere

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...