Tamme Aalborg fik tæv i Skjern
Aalborg Håndbold fik en lussing med hjem fra mandagens besøg hos de forsvarende danske mestre
Opdateret 12. maj 2022 kl. 15:36
HÅNDBOLD: Aalborg Håndbold løb mandag aften ind i lidt af en øretæve i slutspillets pulje 1, da det på udebane blev et 28-35-nederlag til de forsvarende danske mestre fra Skjern Håndbold.
Dermed forspildte nordjyderne endnu en mulighed for at hente de to point, holdet mangler for at sikre sig adgang til DM-semifinalerne.
Der var spillet mindre end to minutter i Skjern Bank Arena, da Aalborg Håndbold måtte se Magnus Saugstrup udgå med en skade, men stregspillerens uheld var bare et forvarsel om, hvad der ventede i en for aalborgenserne rædselsfuld indledning på kampen.
Skjern scorede efter behag på Mikael Aggefors, og da Aalborg Håndbold i den modsatte ende havde anderledes svært ved at få prikket hul på Skjern-målmand Emil Nielsen, tog vestjyderne hurtigt teten.
Efter ni minutter førte Skjern 8-3, og Aalborg-træner Stefan Madsen så sig tvunget til at tage en hurtig timeout, men den var uden den ønskede effekt.
Aalborg var fortsat bare statister i Skjerns opvisning, og midtvejs i første halvleg førte de forsvarende danske mestre med hele 14-5.
Flere fine redninger fra den indskiftede Aalborg-målmand Kristian Säverås fik dog stoppet blødningen en smule, og da man angrebsmæssigt så småt også begyndte at omsætte chancerne til mål, blev Skjerns føring fem minutter før første halvlegs afslutning reduceret til 16-11.
Det fik dog bare Skjern til at stramme grebet igen. Hjemmeholdet scorede tre mål i træk, inden René Antonsens reducering i de døende sekunder sendte Aalborg Håndbold til pause bagud 12-19.
I anden halvleg var nordjyderne heller aldrig i nærheden at bringe spænding tilbage i opgøret. Dertil havde man for svært ved at holde hjemmeholdet fra scoringer. Heller ikke en satsning med en ekstra markspiller gav pote for Aalborg Håndbold.
Tværtimod. De tekniske fejl stod i kø og tillod Skjern at score flere gange i et tomt Aalborg-mål og cementere en uhyre overbevisende sejr. Hjemmeholdet kom foran med ni mål, inden Aalborg til sidst fik pyntet en smule på resultatet.
Dermed mangler Aalborg Håndbold fortsat en enkelt sejr for at være sikre på en semifinaleplads. En ny mulighed for at få den sejr får Aalborg på søndag, hvor SønderjyskE kommer på besøg i Jutlander Bank Arena.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.