Tauson overgik hemmelig målsætning i 2021
Clara Tauson havde ikke forventet at ligge oppe som nummer 44 på verdensranglisten allerede i 2021.

Tennis: US Open Jerry Lai/Ritzau Scanpix
Tennisspilleren Clara Tauson ligger nummer 44 på verdensranglisten, når hun tager hul på den nye sæson.
Det overgår faktisk de forventninger, hun havde på samme tidspunkt sidste år, hvor indledte året som nummer 152.
I et interview med TV 2 fortæller Tauson, der for få dage siden blev 19 år, at hun ikke havde regnet med at have sin aktuelle position. Hun snakkede dog ikke højt om sin målsætning for året.
- Jeg havde tænkt for mig selv, hvor jeg godt kunne tænke mig at være (på verdensranglisten, red.). Men det var ikke noget, jeg havde delt med nogen - hverken træner eller forældre, fordi så lægger man pres på sig selv.
- Da vi var i januar, havde jeg håbet på top-100 i hvert fald. Men det er kun blevet bedre, så det kan jeg godt være tilfreds med, siger Clara Tauson.
Placeringen som nummer 44 gør hende til den næstyngste i top-50 kun overgået af den 17-årige amerikaner Cori Gauff, der er nummer 22 på listen.
Derudover er der tre teenagere i top-50, herunder US Open-finalisterne Emma Raducanu og Leylah Fernandez, der begge er 19 år. De ligger henholdsvis nummer 19 og 24.
Det er placeringer som disse, som Tauson skal jagte i den kommende sæson.
Den indleder Clara Tauson i Australien med grand slam-turneringen Australian Open som det store højdepunkt fra 17. til 30. januar.
Tauson vandt junior-udgaven af Australian Open i 2019 med en finalesejr over førnævnte Leylah Fernandez, men det er første gang, at danskeren deltager i de voksnes rækker.
Sidste år tabte Tauson i kvalifikationsturneringen i Melbourne, men var siden med i hovedturneringen i de tre øvrige grand slam-turneringer.
Ifølge TV 2 rejser Tauson til Australien allerede 25. december.
/ritzau/
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.