Håndbold

Team Esbjerg får lovende lodtrækning til Final 4

Ferencvaros bliver Team Esbjergs modstander, når vestjyderne i begyndelsen af juni skal spille semifinale.

Jublen var stor, da Team Esbjerg i weekenden banede sig vej til Final 4.
Jublen var stor, da Team Esbjerg i weekenden banede sig vej til Final 4. Robert Ghement/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 18:54

Team Esbjerg får ungarsk modstand i semifinalen, når klubben i juni er med i Champions Leagues Final 4 for andet år i træk.

For at komme i finalen skal den vestjyske håndboldklub nedlægge Ferencvaros.

Det står klart, efter at Det Europæiske Håndboldforbund (EHF) tirsdag har trukket lod til finalestævnet, der afvikles i Budapest 3. og 4. juni.

Dermed undgår Team Esbjerg både de tidligere vindere fra Györ og de dobbelte forsvarende mestre fra Vipers Kristiansand, som mødes i den anden semifinale.

Det er første gang, at Ferencvaros fra netop Budapest er nået så langt i turneringen, og klubben er en lidt overraskende deltager i Final 4 og må betragtes som underdog.

I kvartfinalerne tabte klubben sin første kamp til franske Metz med seks mål, men formåede at vende det hele på hovedet i returopgøret i Frankrig, hvor ungarerne vandt med syv mål.

Den norske Team Esbjerg-profil Nora Mørk medgiver delvist, at Ferencvaros er underdog.

- Men de får også masser af fans i ryggen, og det vil give dem nogle ekstra procenter, siger Mørk med henvisning til, at Ferencvaros på det nærmeste får hjemmebanefordel i MVM Dome i Budapest, hvor klubben dog ikke normalt spiller hjemmekampe.

- Det er en svær modstander. Når de finder formen, kan de være virkelig farlige. Det kommer til at afhænge af dagsformen, siger Nora Mørk i forbindelse med lodtrækningen.

Team Esbjerg har været rigtig fint kørende i Champions League. I gruppespillet sluttede klubben på tredjepladsen.

Her blev vestjyderne overgået af Györ og Metz. Sidstnævnte blev som nævnt slået ud i kvartfinalen af Ferencvaros, mens Györ spillede sig i semifinalen ved at slå Odense Håndbold.

Efter gruppespillet var Team Esbjerg oppe imod franske Brest Bretagne i ottendedelsfinalen, hvor vestjyderne vandt begge kampe.

Derefter fik CSM Bucuresti fra Rumænien danske klø i kvartfinalen, og nu skal Jesper Jensens tropper møde Ferencvaros.

Sidste år nåede Team Esbjerg også Final 4, men her blev klubben slået af Györ i semifinalen. Györ tabte senere finalen til Vipers.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden