spil

Team Esbjergs norske juvel snupper endnu en håndboldhæder

Henny Reistad er Årets Kvindelige Håndboldspiller 2022. Det er andet år i træk, at hun løber med hæderen.

Henny Reistad er i gang med sin anden sæson i Team Esbjerg. (Arkivfoto).
Henny Reistad er i gang med sin anden sæson i Team Esbjerg. (Arkivfoto). Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

For andet år i træk hedder den bedste spiller i dansk kvindehåndbold Henny Reistad og spiller for Team Esbjerg.

Den 24-årige nordmand vandt afstemningen for kalenderåret 2022 med et enormt forspring til de øvrige kandidater.

Hele 68,2 procent af spillerne i Kvindeligaen og 1. division suppleret med danske udlandsprofessionelle pegede på Reistad, oplyser Håndbold Spiller Foreningen i en pressemeddelelse.

Nummer to i afstemningen, Odenses Mie Højlund, scorede 6,8 procent af stemmerne.

Spillerforeningen hylder Reistad for et "fænomenalt 2022".

- Den komplette norske stjernespiller blev i sæson 2021/22 topscorer i Kvindeligaen med hele 245 mål, med en scoringsprocent på vanvittige 71,8 procent – og i indeværende sæson scorer hun på absurde 77,1 procent af sine afslutninger.

- Henny sluttede 2022 af med endnu engang at blive europamester med Norge, og samtidig blive kåret som Most Valuable Player (MVP) til slutrunden, lyder det i pressemeddelelse.

Med kåringen følger Reistad i fodsporene på store navne som Tonje Kjærgaard, Bojana Popovic, Nycke Groot og Sandra Toft, som er de eneste, der har vundet afstemningen to år i træk.

Reistad blev hyldet før Team Esbjergs hjemmekamp mod Odense onsdag aften.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden