TFC-anfører: Frygtelig hård opstart

Vinteropstarten er hårdere end vanligt, mener Allan Høvenhoff

Sebastian Engelberth Hansen
Allan Høvenhoff ser frem til, at opstarten nu går ind i en fase, hvor man for alvor kan se frem mod forårspremieren. Arkivfoto: Kurt Bering
Thisted FC 11. februar 2018 07:16

FODBOLD: De spiller ikke mere end 45 minutter per træningskamp. Alligevel trækker vintertræningerne flere tænder ud end normalt. Det mener Thisted FC’s anfører, Allan Høvenhoff.

- Det har været hårdt. Det har været frygtelig hårdt. Det har det sgu. En af vores forcer er, at vi skal kunne løbe. Det er også det, vi bliver målt på, siger Allan Høvenhoff.

Lørdag delte thyboerne ude mod Viborg FF, og her skiftede TFC-cheftræner Joakim Mattsson vanen tro stort ud i pausen.

For i de første uger af opstarten vægter han, at spillerne kan træne deres evne til at løbe. Det betyder, spillerne skal kunne træne hårdt, også dagen før en træningskamp.

Derfor doserer cheftræneren i stedet sådan, at markspillerne ikke får mere end 45 minutter i vinterens første træningskampe. På den måde får Joakim Mattsson også mulighed for at se hele truppen i aktion. En trup med flere nye ansigter.

- Jeg synes udelukkende, det giver mig muligheder, at vi har så mange dygtige spillere, at jeg kan spille med hele truppen over to gange 45 minutter. Det er jeg rigtig, rigtig glad for. Så kan jeg blande kortene og se spillernes relationer, siger Joakim Mattsson.

Thisted FC åbner foråret i NordicBet Ligaen om lidt mindre end tre uger, når topholdet fra Vejle B tager imod. Som forårspremieren nærmer sig, går TFC derfor ind i en fase, hvor det spillemæssige skal finjusteres, og spillerne får mere end 45 minutter på banen ad gangen, lyder forventningerne fra TFC-cheftræneren.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Nordjyske Plus

Henter artikler...