TFC taber terræn i topstrid

Målrigt nederlag til Thisted FC

Sebastian Engelberth Hansen
Thisted FC og Glenn Rask mistede søndag et skridt i topstriden. Arkivfoto: Kurt Bering
Thisted FC 11. marts 2018 15:59 - Opdateret 12. marts 2018 07:38

FODBOLD: Hvad Thisted FC’s forårspremierekamp og nullert mod Vejle B manglede, havde thyboernes kamp mod HB Køge søndag i store mængder. Fem mål blev tilskuerne forkælet med, da HB Køge snuppede en sejr på 3-2.

Kampen var grundet marts’ vinterlige vejrforhold blevet flyttet til kunstgræsbanen i Rishøj. Her fik 1. divisions nummer to, TFC, en svær start, for efter 17 minutter sendte 1. divisions farligste angriber, Martin Koch Helsted, HB Køge foran på et fladt hug.

Thyboernes Jákup Thomsen ville dog ikke stå tilbage for NordicBet Ligaens topscorer, så bare syv minutter senere var lejesvenden fra FC Midtjylland på spil. Allan Høvenhoff sendte en bold dybt i venstre side, og så tog Jákup Thomsen kuglen med mod feltet, inden han udplacerede Andreas Hansen i HB Køge-målet.

Glæden varede dog kort for Thisted FC’s tophold i 1. division. Allerede efter 34 minutter scorede sjællænderne igen og bragte sig for anden gang foran i det, der var HB Køges første forårskamp.

Denne gang var det Gregers Arndal-Lauritzens tur til at sende læderet forbi Kevin Mendoza i TFC-målet. Kristian Andersen spillede Gregers Arndal-Lauritzen fri i venstre side af straffesparksfeltet. Det udnyttede han til at knalde bolden fladt i mål ved modsatte stolpe.

Efter pausen fortsatte de målrige takter fra begge mandskaber. I anden halvlegs spæde begyndelse takkede Sonny Jakobsen for, at han mod HB Køge indtog startopstillingen efter at være blevet bænket i kampens første time mod Vejle Boldklub i forårspremieren. TFC-angriberen udlignede nemlig til 2-2 tæt under mål, og så kunne thyboerne glæde sig over, at begge angribere i startopstillingen fandt vej til netmaskerne.

Målet rakte bare ikke søndag for Thisted FC. For med godt et kvarter igen viste HB Køges offensiv sig igen målfarlig. Kreatøren Kristian Andersen sparkede på kassen, efter han havde drevet bolden frem. Langskuddet røg i mål, og så var hjemmeholdet på sejrskurs. En kurs, de holdt til kampens sidste fløjt.

Med rundens resultater trækker Vejle Boldklub lidt fra i toppen af rækken, mens holdene mellem nummer to og syv indgår i en sand hanekamp om playoffpladserne til Alka Superligaen.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Nordjyske Plus

Henter artikler...