Thisted FC

TFC-træner: Tæt på en perfekt start

Thisted havde helt styr på gæsterne fra Holbæk

Thisted-spillerne i jubel efter den helt afgørende scoring, der blev sat ind efter et frispark, hvor Mathias Myrthue kunne heade den flot op i nettaget.

Thisted-spillerne i jubel efter den helt afgørende scoring, der blev sat ind efter et frispark, hvor Mathias Myrthue kunne heade den flot op i nettaget.

FODBOLD:To flotte mål og et rent bur. Så havde både træner, spillere og tilskuere svært ved at bede om mere, da Thisted søndag åbnede sæsonen i 2. division med en 2-0 sejr over Holbæk.

- Det var så tæt på perfekt, som det kunne komme, lyder det med et stort smil fra træner Bo Thomsen.

Han kunne efter 13 minutter se Mads Vang bringe holdet i front på et flot langskud, og i anden halvleg burde holdet have lukket kampen hurtigere, for der var masser af muligheder.

- Ja, det er nok det eneste, vi ikke helt kan være tilfredse med. Men så var det godt, at Mathias (Myrthue, red.) kunne stige op og pande den flot ind. Jeg synes, første halvleg var rimeligt tæt, men i anden halvleg har vi helt styr på dem. Der er flere, som man kan fremhæve. Jeg synes eksempelvis, at Frederik Sloth viser masser af gode ting, men overordnet set, så var det en virkelig flot holdpræstation, siger Bo Thomsen.

Også målscoreren til 2-0 var særdeles tilfreds.

- Med den specielle udformning, som 2. division har i år, så er det rigtig vigtigt at få en god start. Vores mål er at komme med i top seks, men det ville da være rart, hvis det kunne gå endnu bedre, siger Mathias Myrthue, der også hæfter sig ved, at der er en god kontinuitet i truppen.

- Vi er stadig et meget ungt hold, men det er en masse spillere, der efterhånden har spillet sammen i noget tid, og det synes jeg godt, vi kan mærke på banen. Og så var det bare virkelig rart, at vi kunne holdet nullet. Det har vi kæmpet lidt med at gøre i træningskampene.

Thisted deler nu førstepladsen med to andre hold og gæster Brabrand i den kommende weekend.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.