Thisted FC kom tilbage på sporet med vigtig sejr over Aarhus Fremad
Mads Vang blev endnu engang matchvinder for nordvestjyderne

Mads Vang scorede sit tredje mål i sæsonen. Arkivfoto: Bo Lehm Bo Lehm
FODBOLD:Thisted FC tog søndag tre vigtige point, da de hjemme på Lerpyttervej slog Aarhus Fremad med 1-0 på en resolut afslutning fra Mads Vang.
De første 45 minutter var en lang ørkenvandring uden reelle scoringsmuligheder.
Aarhus Fremad tog fra start initiativet på bolden, men østjyderne formåede ikke at blive farlige på noget tidspunkt.
Som halvlegen skred frem kom Thisted mere på bolden, men heller ikke hjemmeholdet var tæt på at åbne kampen op. Den største mulighed tilfaldt Asger Bust, som fra en god position i feltet fik sendt en forkølet afslutning i handskerne på Thomas Hagelskjær.
Det var et forvandlet Thisted-hold, som kom på banen efter pausen. Værterne var langt mere direkte i deres spil, og det viste hurtigt at lønne sig.
Thisted-topscoreren, Mads Vang, fik sendt sæsonens tredje scoring i kassen, da han vendte flot rundt i feltet og hamrede bolden ind tæt klistret til nærmeste stolpe.
Og bare seks minutter senere havde det ikke været ufortjent, hvis Thisted havde udbygget føringen med fire mål. Desværre for nordvestjyderne var skarpheden ikke eksisterende for unge Frederik Sloth, som på få minutter brændte tre friløbere.
Kampens forløb tvang igen Aarhus Fremad til at tage initiativet. Det virkede til at passe hjemmeholdet fint, da forsvaret langt hen ad vejen kontrollerede begivenhederne.
Det var dog ved at blive farligt med 20 minutter tilbage, da gæsterne fik sendt en afslutning på overliggeren.
Aarhus Fremad fastholdt presset i den resterende del af kampen, men Thisted-spillerne forsvarede eget felt med stor disciplin og kunne derfor strække armene i vejret, da dommerens fløjte lød for sidste gang.
Med sejren har Thisted ni point efter fem kampe, og det placerer dem på en delt tredjeplads.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.