Se billederne: Thisted FC snød Vendsyssel FF i testkamp

2. divisionsholdet havde kun én stor chance, men greb den til gengæld mod en flok ineffektive vendelboer

Andreas Kaltoft overspringer her Yao Dieudonne, men Vendsyssel kunne ikke holde Thisted-angriberen i slutfasen. Foto: Bente Poder

Andreas Kaltoft overspringer her Yao Dieudonne, men Vendsyssel kunne ikke holde Thisted-angriberen i slutfasen. Foto: Bente Poder

FODBOLD:Det blev tre på stribe for Thisted FC's 2. divisionsmandskab, da de onsdag aften testede formen mod Vendsyssel FF fra NordicBet Ligaen (1. division).

På kunstgræsset i Vrå vandt thyboerne lidt heldigt 1-0 på et mål af Yao Dieudonne syv minutter før tid, da han i to omgange fik sendt en friløber forbi Nicolai Flø i vendelboernes mål.

Yao Dieudonne har en fortid i netop Vendsyssel FF og havde da også det store smil fremme efter sejren, der fulgte i kølvandet på testsejre over Skjold Sæby (3-0) og Nørresundby FB (3-1).

- Vi mødte en stærk modstander, og jeg er da altid glad for at lave mål. Det gør det ikke dårligere, at det var mod Vendsyssel. Men det er først og fremmest vigtigt for holdets selvtillid, at vi bliver ved med at vinde, siger Yao Dieudonne, der har stor tro på, at Thisted kan komme med i forårets oprykningsspil til 1. division.

Efter en jævnbyrdig men chancefattig første halvleg var det ellers Vendsyssel FF, der sad på spillet i de sidste 45 minutter af onsdagens testkamp. Chancerne til at komme foran havde de også, men Wessam Abou Ali brændte et par store tilbud fra tæt hold.

I de sidste minutter kunne begge hold havde scoret yderligere. Thisted FC sendte et frispark på overliggeren, mens først Daniel Troensgaard og siden Wessam Abou Ali begge ramte stolpen i den modsatte ende.

For Vendsyssel FF var det det andet nederlag i to testkampe. I sidste uge tabte Johnny Mølbys mandskab 4-3 på udebane til Randers FC's superligahold.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.