Thisted FC

Thisted vil spille med i toppen

To forstærkninger er kommet til i Thisted FC inden søndagens premiere i 2. division

Thisted-træner Bo Thomsen har fået et par forstærkninger forud for sæsonen, men han håber på flere endnu. Arkivfoto: Peter Mørk

Thisted-træner Bo Thomsen har fået et par forstærkninger forud for sæsonen, men han håber på flere endnu. Arkivfoto: Peter Mørk

FODBOLD:Det bliver i en lettere decimeret udgave, at Thisted FC søndag tager hul på en ny sæson i 2. division.

Stamspillere som Martin Søndergaard, Mathias Andersen og Mads Stefansen er alle plaget af skader inden hjemmekampen mod Holbæk, men cheftræner Bo Thomsen er alligevel fortrøstningsfuld.

- Det er nogle vigtige spillere, der er ude, men som gruppe synes jeg, at vi er et godt sted, og jeg tror rigtig meget på de spillere, der kommer til at spille. Vi ser rigtig meget frem til at spille igen og så på en bane, der bare står snorlige, siger Bo Thomsen.

Han har i forhold til sidste sæson fået forstærket holdet med forsvarsspilleren Christian Pagh, der er kommet til fra Vejgaard Boldspilklub, og på midtbanen er Glorie Rutikanga kommet til fra FC Midtjylland. Der kan dog meget vel nå at ske mere, inden transfervinduet lukker 5. oktober.

- Vi vil gerne have en eller to spillere mere ind, for vi er ikke så brede, men vi må se, hvad der sker, siger Bo Thomsen.

2. division er i denne sæson inddelt i to puljer af 14 hold i en overgangssæson, der skal gøre klar til, at 2. division i næste sæson bliver splittet op i to rækker, en 1. division og en 2. division.

Nummer et fra de to puljer rykker op i Nordicbet Ligaen, nummer to til seks kvalificerer sig til 1. division, mens nummer syv til ti skal spille 2. division i næste sæson. Endelig rykker nummer 11-14 ned i Danmarksserien.

Ved den nye strukturs vedtagelse i foråret meldte Thisted FC klart ud, at man har ambitioner om som minimum at være en del af den nye 1. division, så den opgave, der ligger foran Bo Thomsen, er klar.

- Vi skal selvfølgelig arbejde benhårdt for at blive en del af toppen, men vi ved også godt, at det bliver piv-svært, for der er mange gode hold.

- For os handler det meget om, at vi skal finde ind i en rytme og få vores struktur på plads, så det vil betyde rigtig meget med en god start, siger Bo Thomsen.

Søndagens opgør mod Holbæk fløjtes i gang klokken 13 på Sparekassen Thy Arena.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.