Tidligere Aalborg Håndbold-spiller har succes i udlandet - sådan har han det

Magnus Saugstrup er landet godt i det tyske siden han skiftede fra Aalborg til SC Magdeburg i sommerpausen

Magnus Saugstrup vandt IHF Super Globe-finalen 10. oktober med SC Magdeburg. Arkivfoto: Bente Poder.

Magnus Saugstrup vandt IHF Super Globe-finalen 10. oktober med SC Magdeburg. Arkivfoto: Bente Poder.

HÅNDBOLD:Magnus Saugstrup skiftede fra Aalborg Håndbold til tyske SC Magdeburg i sommeren 2021. Siden har landsholdsspilleren sammen med sit nye hold fået en flot sæsonstart, hvor klubben på nuværende tidspunkt ligger øverst i Bundesligaen.

- Vi har et godt hold, det vil jeg ikke ligge skjul på. Nu kommer vi til en periode, hvor vi skal spille nogle afgørende kampe mod Kiel og Flensburg, så om to uger kan alt se anderledes ud, alt efter om vi vinder eller taber, men vi har nogle dygtige spillere og et stærkt hold - også selvom vi ikke spiller Champions League i år. Vi har en god chance for at spille med i toppen i år, konstaterer han.

SC Magdeburg kunne for under en uge siden løfte sæsonens første trofæ, da den tyske klub vandt IHF Super Globe-finalen mod FC Barcelona med 33-28, hvilket var en stor oplevelse for Magnus Saugstrup.

På rejsen mod trofæet mødte SC Magdeburg netop Magnus Saugstrups tidligere klub Aalborg Håndbold i semifinalen, hvor det selvsagt var bundesligaklubben, der trak det længste strå og vandt med 32-30 over nordjyderne, der endte på en tredjeplads i turneringen.

- Det var specielt at skulle møde Aalborg i semifinalen. Jeg gik og glædede mig hele dagen, fordi det var første gang, at jeg skulle prøve at møde dem siden mit skifte. Derfor var jeg også glad for at vinde, selvom jeg altid holder med Aalborg, når jeg ser deres kampe.

- Jeg vil altid gerne have at Aalborg vinder, hvis jeg ikke selv kan, men vi var alle taget til Saudi-Arabien efter det samme, og der var det os, som trak det længste strå, forklarer Magnus Saugstrup om mødet med sine tidligere holdkammerater.

Magnus Saugstrup kan mærke forskel på det fysiske spil i Bundesligaen, men han er heldigvis tilpas i det. Arkivfoto: Bente Poder.

Magnus Saugstrup kan mærke forskel på det fysiske spil i Bundesligaen, men han er heldigvis tilpas i det. Arkivfoto: Bente Poder.

Generelt er stregspilleren glad for sit skifte til Tyskland og den tyske liga, selvom det på nogle områder har krævet noget tilvænning at rive sine nordjyske rødder op.

- Det går rigtig godt hernede, og det er jo klart at det også er nemmere nu, hvor vi vinder. Det har været nemt at falde ind i truppen, især fordi der er andre skandinaver, der kan hjælpe med for eksempel sproget, som godt kan være lidt udfordrende. Selvom alt foregår på tysk, så føler jeg godt, at jeg kan forstå det meste, da jeg også har haft tysk i skolen, og ellers kan jeg altid spørge om hjælp, fortæller han.

- Det var specielt at flytte, især i den første uge, hvor vi pludselig befandt os et helt nyt sted. Nu er det heldigvis blevet mere hverdag, og vi har fået noget mere socialt, samtidig med at vi begynder at kende byen bedre.

Ligaskiftet fra den danske HTH-liga til den tyske Bundesliga kom også med nogle ændringer, men her følte Magnus Saugstrup dog, at han havde en stor fordel med fra sin tidligere nordjyske klub.

- Det der er anderledes ved Bundesligaen er spillestilen, hvor det er mere fysisk her. Samtidig er ligastrukturen anderledes, fordi man skal vinde sine kampe lige meget om det er mod bund- eller topholdene. Vi har ikke råd til at tabe nogle. Det minder dog meget om min tid i Aalborg Håndbold, for der var hele mentaliteten i klubben sådan, at man skulle gå ind til alle sine kampe for at vinde, så det er egentlig meget det samme, fastslår han med stor kredit til Aalborg Håndbold og direktør Jan Larsen.

Personligt er Magnus Saugstrup også godt tilfreds med sine præstationer. Der er stor konkurrence om spilletiden på stregen, hvor også Magnus Gullerud og Moritz Preuss gør krav på spilletid.

- Jeg føler personligt, at jeg er i god form, og at jeg har noget at bidrage med i klubben. Indtil videre har vi delt spilletiden meget, hvilket har været rigtig fint, fordi vi er så mange dygtige spillere. Generelt har det været en fin start både personligt og klubmæssigt, vurderer han.

Selvom man kan tage nordjyden ud af Nordjylland, så kan man ikke tage Nordjylland ud af nordjyden, og derfor følger Magnus Saugstrup også sin tidligere klub nøje.

- Jeg ser alle Aalborg Håndbolds kampe, når det er muligt. Jeg har selvfølgelig også selv nogle kampe og træninger, som jeg skal passe, men det er noget, som jeg og min kæreste gerne vil se, og noget som vi prioriterer, understreger den tidligere Aalborg Håndbold-spiller, der også er faldet godt til udenfor banen.

- I starten var det hele nyt, men nu er det blevet hverdag, så vi er så småt ved at kende byen, så vi blandt andet ved, hvor vi kan få en god kop kaffe, siger Magnus Saugstrup.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.