Tidligere landsholdskok skal i fængsel for vold

Kokken Per Thøstesen har fået 40 dages ubetinget fængsel for slag mod en taxachauffør i 2021.

Nu voldsdømte Per Thøstesen driver til daglig Bistro Boheme i København og er også kendt fra sine mange år som kok for fodboldlandsholdet. (Arkivfoto). <i>Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix</i>

Nu voldsdømte Per Thøstesen driver til daglig Bistro Boheme i København og er også kendt fra sine mange år som kok for fodboldlandsholdet. (Arkivfoto). Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Kokken Per Thøstesen, der indtil for nylig lavede mad til herrelandsholdet i fodbold, er blevet dømt for vold og skal i fængsel i 40 dage.

Ifølge Ekstra Bladet har Østre Landsret tirsdag eftermiddag stadfæstet den oprindelige dom, som den kendte kok fik i Københavns Byret sidste år.

Voldsepisoden fandt sted i februar 2021, hvor Thøstesen ifølge retten slog en taxachauffør to gange med flad hånd. Slagene kostede chaufføren to tandproteser.

Kokken har nægtet sig skyldig gennem hele forløbet.

Ifølge landsdommer Kåre Mønsted var der dog enighed blandt dommere og domsmænd om at følge byrettens dom på 40 dages ubetinget fængsel.

Om Thøstesen skal afsone de 40 dage bag tremmer, er ikke afklaret. En domfældt kan ansøge om at afsone med fodlænke, når straffen er på seks måneder eller derunder.

Per Thøstesen var fra 2002 og de følgende 20 år kok for herrelandsholdet i fodbold, som han fulgte både i Danmark og udlandet og til syv slutrunder.

Kort efter det danske holds exit fra VM i Qatar i november meddelte han, at hans tid med landsholdet var forbi.

Til daglig driver Thøstesen restauranten Bistro Boheme på Esplanaden i København.

Han har også haft et højt profileret samarbejde med McDonald's, hvor han har levet opskrifter på burgere, som sælges i begrænsede perioder.

Tirsdagens dom sætter imidlertid et punktum for det samarbejde, meddeler burgerkæden.

- McDonald's er en familierestaurant, og vi tolererer selvfølgelig ikke vold. Derfor har vi også truffet beslutning om at stoppe salget af Per Thøstesens burger og afbryde det igangværende samarbejde, skriver kommunikationschef Fannie Pramming til Ekstra Bladet.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.