Tilbage efter 13 år: - Der er mange ting, jeg har taget for givet
37-årige Allan Damgaard lagde i juni håndboldskoene på hylden og tiltrådte som ny assistenttræner hos Mors-Thy Håndbold, hvor han er tilbage efter 13 år

Allan Damgaard er i fuld gang med at tilpasse sig livet som assistenttræner hos Mors-Thy Håndbold. Foto: Bo Lehm
NYKØBING MORS: Han satte første gang fødderne i Nykøbing Mors i 2006.
Her 17 år senere er Allan Damgaard vendt tilbage til klubben, hvor han fik sit gennembrud på eliteplan. Men denne gang skal han ikke kaste sig ind som forsvarsspiller. I stedet fortæller han sine spillere, hvordan det skal gøres. Det gør han som ny assistenttræner for Mors-Thy Håndbold.
- Jeg havde lidt kriller i maven første dag, jeg skulle møde, men både Niels Agesen og drengene har taget rigtig godt imod mig, siger Allan Damgaard.
Den nye assistenttræner fandt dog hurtigt ud af, at det at være træner er markant anderledes fra at være spiller. Det har givet ham en nyfunden respekt for det trænerarbejde, som tidligere chef- og assistenttrænere har gjort i Allan Damgaards egen tid som spiller.

Allan Damgaard spillede i Mors-Thy Håndbold fra 2006 til 2010. Arkivfoto: Bo Lehm
- Der er rigtig meget forberedelsestid og spillersamtaler. Mange små ting, som jeg har taget for givet som spiller, der skal være styr på. Det kan jeg godt mærke, nu hvor jeg står på den anden side af sidelinjen, siger han.
En stor karriere
Efter Allan Damgaard spillede i Mors-Thy Håndbold fra 2006 til 2010, tog han videre til en række danske klubber herunder Viborg HK, Team Tvis Holstebro, Bjerringbro-Silkeborg og TTH Holstebro. Han havde også nogle år i Tyskland, hvor han optrådte for HSV Hamburg og Frisch Auf Göppingen.
Det er altså en håndboldkarriere, der også har budt på et hav af dygtige og erfarne trænere, som han tager inspiration fra i sin nye rolle som assistenttræner i Mors-Thy Håndbold.
- Jeg håber på at kunne sammensætte det bedste fra de mange trænere, jeg har haft i min karriere, sagde han til Nordjyske i oktober sidste år.
Han vil dog ikke fremhæve nogle trænere frem for andre.
- Det var helt bevidst, at jeg ikke nævnte nogen navne. Ingen nævnt, ingen glemt. Det er klart, at jeg har samlet lidt erfaringer op, men det skal også passe ind i den person, som jeg er. Jeg skal finde mig selv i det her, og hvad der duer for mig, og det kommer selvfølgelig til at tage lidt tid, fortæller Allan Damgaard i dag.
Ærlige overfor hinanden
Den tidligere assistenttræner Lars Krarups kontrakt udløb 30. juni, og siden da har Allan Damgaard stået på sidelinjen. Det var cheftræner hos Mors-Thy Håndbold, Niels Agesen, der spurgte, om han var interesseret i rollen som assistenttræner. Og det var han.
- Niels Agesen og jeg er meget i dialog om tingene, og vi ved begge to, hvilken retning vi skal hen. Vi er meget ærlige overfor hinanden, så det har fungeret virkelig godt, nu hvor vi er kommet i gang, fortæller Allan Damgaard om samarbejdet.

Cheftræner hos Mors-Thy Håndbold, Niels Agesen, tog selv kontakt til Allan Damgaard for at høre, om han ville stå med ham på sidelinjen. Foto: Bo Lehm
Den 37-årige assistenttræner har også et rigtig godt forhold til Mors-Thy Håndbold, hvor han brød igennem for 17 år siden. Allan Damgaard kommer nemlig selv fra en lille klub i Rødby på Lolland, hvor alle kender alle.
- Jeg kan godt lide, at der er en nærhed omkring det hele. Det er næsten deres et og alt. Der er en dejlig tilgang til mange ting, og folk er meget stolte af Mors-Thy Håndbold og det akademi, de har fået op at stå, siger han om klubben.
Netop akademiet er noget, som Mors-Thy Håndbold er kendt for, og det har den nye assistenttræner nu oplevet med egne øjne.
- Jeg har selvfølgelig fulgt med på sidelinjen. De unge drenge knokler, har ja-hatten på og har en sund tilgang tilgang til tingene. Det må jeg bare sige, det er jeg meget imponeret over, fortæller Allan Damgaard.
Den nye assistenttræner og Mors-Thy Håndbold har fortsat fem testkampe tilbage, hvor de blandt andet skal en tur til Tyskland, før de tørner ud i HTH Herreligaen.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.