Tilbagevendt profil strålede i god pokaloptakt for Aalborg Pirates
Aalborgenserne storsejrede hjemme mod SønderjyskE i Metal Ligaen i ishockey

Martin Lefebvre har på rekordtid fundet formen. Foto: Kim Dahl Hansen
ISHOCKEY:Formen har været sløj fra Aalborg Pirates her i 2021, men tirsdag aften satte aalborgenserne endelig en solid indsats sammen, da de hjemme i Bentax Isarena skød SønderjyskE i sænk med 6-1.
Det var første gang i år, at piraterne tog tre point til tabellen, hvor de har været i top det meste af sæsonen men nu er faldet ned som nummer tre.
Backen Martin Lefebvre, der har været skadet længe men for nylig gjorde comeback, bidrog stærkt med en scoring og tre assists, og canadieren kan blive en vigtig brik i resten af sæsonen.
Sejren var den perfekte optakt for Aalborg Pirates, inden de på fredag er værter for pokalturneringens Final4. Her møder de i semifinalen Esbjerg Energy, der til gengæld kom ud for en skuffelse tirsdag aften, da de tabte 2-1 ude til Rødovre.
Kampfakta:
Aalborg Pirates - SønderjyskE 6-1
Periodecifre: 2-1, 2-0, 2-0
Mål: 1-0 Pierre-Olivier Morin (7.51), 2-0 Carl Neill (8.57), 2-1 Mads Eller (18.45), 3-1 Mikkel Højbjerg (22.22), 4-1 Josh MacDonald (32.17), 5-1 Martin Lefebvre (47.16), 6-1 Josh MacDonald (53.30)
Udvisninger: Aalborg 6x2 min, SønderjyskE 5x2 min.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.