AaB

Tilfreds Friis med stor ros til spillerne: - Jeg er fuld af beundring

Cheftræner Jacob Friis havde kun roser til sit mandskab efter de vandt 2-0 over Brøndby IF

Både Man of the Match, Patrick Olsen, og cheftræner Jacob Friis var glade efter søndagens 2-0 sejr. Foto: Claus Søndberg

Både Man of the Match, Patrick Olsen, og cheftræner Jacob Friis var glade efter søndagens 2-0 sejr. Foto: Claus Søndberg

FODBOLD:Det var en stormfuld og kold juli aften på Aalborg Portland Park, da AaB hjemme tog imod gæsterne fra vestegnen, Brøndby IF.

Søndagens Superliga opgør kom oven på en uge, der ikke ligefrem havde smilet til hele Nordjyllands hold. Onsdag tabte de pokalfinalen til SønderjyskE, og det var svært at forestille sig, hvordan de skulle komme sig over den enorme skuffelse det var - men ikke desto mindre lignede det, at de var kommet langt. En 2-0 sejr blev det da i hvert fald til da slutfløjtet lød.

- Det var en dejlig dag på Aalborg stadion i dag. Jeg ville ønske, at der havde været fuldt hus, det var sådan set det eneste, der manglede for lige at gøre det til en fuldendt AaB-dag, lyder det fra cheftræner Jacob Friis.

Siden onsdagens nederlag har trænerteamet haft en individuel snak med hver enkelt spiller. En snak, der åbenbart har båret frugt, for det var et helt andet AaB mandskab vi så søndag aften. Det var en mandskab med energi, vilje og gejst - noget der i dén grad manglede i onsdags.

- Nogle gange, så viser folk først deres sande karakter, når de har haft noget modgang og har fået et ordenligt nyreslag, som vi fik i onsdags. At man så kan gå ud og levere det, som spillerne gør i dag, det er jeg fuld af beundring over. Kæmpe cadeau til spillerne, fortæller Jacob Friis.

Han fortæller, at mange af spillerne er dybt skuffede over præstationen til pokalfinalen, og at de mest af alt bare glædede sig til at komme ud og vise, at det selvfølgelig kunne gøres bedre.

Taktisk blev der også ændret i spillet, og ved søndagens opgør så vi langt mere af det spil, som cheftræneren så gerne vil have frem, og som holdet har trænet på siden januar.

- Det vi præsterede i dag, var egentlig essensen af det, vi gerne vil præstere hver gang: udtrykket, aggressiviteten, dynamikken i spillet og de højintensive løb. Når man gør sådan nogle ting, så er det ikke bare noget, man gør over natten. Vi arbejder konstant på det, og så var det selvfølgelig rart, at det var det udtryk, vi kom med i dag, siger cheftræneren.

Og troede man, at det var et mandskab, der ikke havde mere at spille for, og bare ville have sæsonen overstået, så kan man godt tro om igen. Der er stadig vigtige point at hente - om ikke andet, så for moralen og det videre arbejdes skyld.

- Vi har absolut stadig noget at spille for. Hvis vi skal prøve at bilde os selv og omverden ind, at vi hører til i top seks, så skal vi have mere end seks point mod de andre top seks hold, og det er jo et sted at starte. Der er fem kampe igen, og vi er på seks point nu, så det går vi absolut efter at forbedre, fortæller Jacob Friis.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Breaking
Følg snestormens rasen live - al busdrift i Nordjylland er indstillet
Luk