AaB

To mand må sidde over AaB-test i Spanien

Lasse Stensgaard håber på god kamp mod løbestærke tyskere

AaB havde tirsdag sit sidste træningspas på træningslejren i Spanien. Foto: Martin Damgård

AaB havde tirsdag sit sidste træningspas på træningslejren i Spanien. Foto: Martin Damgård

FODBOLD:AaB gennemførte tirsdag morgen det sidste træningspas på træningslejren i Puerto Banus, og dermed er holdet klar til at komme i aktion, når det onsdag går løs i en testkamp mod tyske Freiburgs U23-mandskab - en kamp, der spilles over 4x30 minutter, og hvor det ventes, at AaB skifter det meste af holdet efter de første 60 minutter.

To mand må sidde ude i testkampen. Det er forsvarsspilleren Kasper Pedersen, der stadig døjer med den ene balle efter en skadespause i efteråret, og så er det Lukas Klitten, der forstuvede anklen under mandagens træning.

AaB havde 25 mand med på turen til Spanien, da Oliver Abildgaard havde fået lov til at blive hjemme, mens Mikkel Kaufmann fredag blev solgt til FC København.

Dermed har AaB 22 spillere klar til onsdagens kamp - heriblandt tre målmænd.

- Det bliver jo sådan lidt kulminationen på hele turen. Vi har trænet rigtig godt under virkelig gode forhold, og nu vil vi gerne se, det vi har arbejdet på, i en kamp, siger assisterende træner Lasse Stensgaard.

- Vi ved om tyske U23-hold, at de sædvanligvis er rigtig løbestærke, og de kommer til at spille med et højt pres, og det passer godt i forhold til de ting, som vi selv har arbejdet intenst på her i opstarten. Samtidig håber vi, at de kommer med nogle forskellige løsninger på det pres, som vi spiller med, siger han.

Ved sidste træningspas var der igen fokus på de høje erobringer og hurtige igangsætninger, og der var høj kvalitet på afslutningerne.

- Vi kørte øvelsen forleden, hvor det var i andet træningspas, og det gjorde måske en forskel. Men i dag var der virkelig god kvalitet hele vejen rundt, siger Lasse Stensgaard.

Torsdag morgen sætter AaB sig i flyet igen og vender næsen mod Danmark. Søndag spiller holdet testkamp mod Vendsyssel i Vrå, og weekenden efter venter forårspremieren mod Silkeborg.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.