Flere Mors-Thy-spillere strålede i vanvittig vigtig sejr

Det var en særdeles lige affære, da Mors-Thy Håndbold besejrede Lemvig-Thyborøn 29-26

Marcus Midtgaard storspillede for Mors-Thy, da man besejrede Lemvig-Thyborøn i en spændingsmættet kamp. <i>Arkvifoto: Bo Lehm</i>

Marcus Midtgaard storspillede for Mors-Thy, da man besejrede Lemvig-Thyborøn i en spændingsmættet kamp. Arkvifoto: Bo Lehm

LEMVIG:Mors-Thy Håndbold tog et syvmileskridt mod at spille liga i næste sæson, da man vandt den første kamp i nedrykningsspillet ude over Lemvig-Thyborøn. 

I en lige kamp var det kvaliteten hos spillere som Rasmus Henriksen, Andreas Nielsen og Marcus Midtgaard, der blev udslagsgivende.

På Tørfisks hjemegn, hvor VLTJ-sangen det nærmeste man kommer en vestjysk nationalmelodi, blev det lokale håndboldtog afsporet af Mors-Thy-togt, der efter en bumletogsagtig indledning kom op i fart, som kampen skred frem.

Lemvig-Thyborøn er presset af skader til flere bagspillere, så man havde støvet en tidligere spiller af. Rasmus Porup blev trukket ud af håndboldpensionist-tilværelsen. Umiddelbart virkede det som en overraskelse for Mors-Thy. Rasmus Porup gjorde i hvert fald ondt på Niels Agesens mandskab i det første kvarter. 

Her scorede Porup fire ud af otte Lemvig-Thyborøn-mål. Vestjyderne startede meget konsekvent i syv mod seks rent offensivt, og den taktik blev ikke fraveget i første halvleg. 

Mors-Thy kunne have straffet den manglende målmand ved et par lejligheder, men Mads Thymann må skylde lidt til bødekassen efter at have skudt bolden forbi et tomt mål hele to gange. 

Blandt andet derfor havde Mors-Thy udfordringer med at få sat scoringer på tavlen. Det blev dog bedre mod slutningen af første halvleg. Ikke mindst fordi der pludselig var hul igennem til stregspiller Andreas Nielsen.  Med et par hurtige scoringer fik Mors-Thy bragt sig i front, da de to hold gik til pause.  

Den overhånd, som Mors-Thy havde skaffet sig i slutningen af første halvleg blev hurtigt annulleret i begyndelsen af anden halvleg. Det gjorde resten af kampen til en helt lige affære, der typisk kredsede om ret uafgjort resultat. 

Ingen af de to mandskaber formåede at trække afgørende fra. Lemvig-Thyborøn nød fortsat godt af Rasmus Porups comeback, mens Marcus Midtgaard spillede med stor skarphed hos Mors-Thy. 

Det virkede i store dele af anden halvleg som om, Mors-Thy havde lidt nemmere ved at spille sig frem til gode chancer, mens Lemvig-Thyborøn flere gange var ude på sidste aflevering inden passivkendelsen, før et presset skud gav scoring. Kasper Lindgren og Andreas Nielsen stod stærkt i MTH's midtblok.

Mors-Thy var med lidt over to minutter tilbage af kampen foran med 28-26, og man havde bolden, men Nicolai Spanggaards afslutning ramte LTH-keeper Daniel Andresson i hovedet, og så var det to minutter og en helt åben kamp. 

Niels Agesen og Lars Krarup havde dog valgt at sætte Rasmus Henriksen tilbage på mål efter en pause på bænken. Han lukkede totalt af og var i den grad afgørende for sejren. Det samme kan siges om Marcus Midtgaard, der storspillede i angrebet. 

Med sejren har Mors-Thy taget et kæmpe skridt væk fra nedrykningsfaren. Holdet har nu tre point, og man har efterladt Lemvig-Thyborøn på perronen med nul point.

Lemvig-Thyborøn - Mors-Thy Håndbold 26-29

  • Håndbold, mænd
  • Kvalifikationsspil, HTH Ligaen
  • Stillinger undervejs: 2-2, 5-3, 7-6, 9-8, 10-10, (11-13), 12-15, 16-16, 18-18, 20-21, 23-24, 26-28
  • Mål for Mors-Thy: Marcus Midtgaard 8, Mads Svane 6, Andreas Nielsen 5, Frederik Bjerre 4, Mads Thymann 2, Nicolai Spanggaard 1, Lasse Pedersen 1, Kasper Lindgren 1, Rasmus Henriksen 1
  • Udvisninger: Lemvig-Thyborøn 2, Mors-Thy 4

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.