Ishockey

To rykker nordpå: Fra Pirates til White Hawks

Sebastian Brinkman og Mads Falborg Iversen skifter til ærkerivalerne i Frederikshavn

Sebastina Brinkman. Arkivfoto: Lars Pauli
Sebastina Brinkman. Arkivfoto: Lars Pauli Lars Pauli

Opdateret kl. 17:01

AALBORG: Frederikshavn White Hawks har slået kløerne i to unge, men dog meget rutinerede, spillere fra ærkerivalerne i Aalborg. Det er 22-årige center Sebastian Brinkman og 21-årige back Mads Falborg Iversen, der rykker nordpå.

Sebastian Brinkman har fået hele sin ishockeyopdragelse i Aalborg, hvor han i 2014 fik sin debut for Aalborg Pirates. Her blev det i 2017/2018-sæsonen til både en guldhjelm og en pokaltitel, for den unge forward.

- Vi får en sulten spiller, der med sin fart vil vise sit værd i Frederikshavn White Hawks. Det er en spiller, som Jari Pasanen har haft et godt øje til igennem de mange lokalopgør, det er blevet til med ham som coach. Trods sine blot 22 år, er Sebastian Brinkman en rutineret Metal Liga-spiller, hvilket små 300 kampe for Aalborg Pirates bevidner, lyder det fra Elite Nord, der er selskabet bag White Hawks.

Selv siger Sebastian Brinkman om skiftet til White Hawks:

-Jeg kunne mærke på mig selv, at det var ved at være tiden til at søge nye udfordringer, hvis jeg skulle blive en bedre ishockeyspiller. Da muligheden så opstod for at komme til Frederikshavn, synes jeg det lød rigtig interessant.

- Et skifte er godt for mig lige nu, hvor jeg kommer i nye omgivelser, og kommer til at spille med nogle nye holdkammerater. Jeg kommer til at bidrage med min fart, hvor jeg kan hjælpe holdet både offensivt og defensivt.

Mads Falborg Iversen er også Aalborgdreng, og har ligeledes fået hele sin ishockeyopdragelse i Danmarks fjerdestørste by. Han har spillet fire sæsoner for Aalborg Pirates mandskab i Metal Ligaen, hvor han også var med da klubben vandt det danske mesterskab i 2018.

-Jeg føler jeg trænger til noget luftforandring, og mener at tiden er inde til at prøve noget nyt. Jeg har haft en del snakke med Jari Pasanen og Henrik Andersen, og jeg synes godt om det set-up der er i Frederikshavn.

- Derfor var det ikke svært at sige ja, da jeg fik tilbud om at komme til at spille for White Hawks. Jeg er jo ikke en spiller der laver en masse point, men i stedet kan jeg bidrage med det defensive. Det er her mit fokus er, siger Mads Falborg Iversen.

Brinkman skal spille med nummer 28, og Iversen med nummer 77.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden