Tottenham vandt tidlig nøgleduel

Christian Eriksen og holdkammeraterne åbnede Champions League med sejr over Dortmund

Foto: AP/Kirsty Wigglesworth
Fodbold 13. september 2017 22:43 - Opdateret 14. september 2017 07:50

FODBOLD: Med Harry Kane som dobbelt målscorer slog Tottenham onsdag på hjemmebane Borussia Dortmund 3-1 i en nøglekamp i Champions League.

De to mandskaber er havnet i den hårde gruppe H, hvor mange forventer, at den regerende CL-mester, Real Madrid, til vinter vil tage den ene af de to pladser videre i turneringen.

Trods en tidlig 1-0-føring kom Christian Eriksen og holdkammeraterne til at kæmpe hårdt for sejren over Dortmund, der med rette kunne føle sig snydt i London.

De tyske gæster fik undervejs underkendt to mål for offside. Og det lignede en dommerfejl, at Pierre-Emerick Aubameyang efter pausen ikke fik lov til at udligne til 2-2 på en flugter.

I stedet kunne Christian Eriksen kort efter spille Harry Kane fri til den vigtige 3-1-scoring efter en time.

Tottenham-angriberen lagde tørt bolden ind ved den fjerne stolpe efter danskeren frispilning.

Kampen blev indledt med en hurtig Tottenham-scoring fra Son Heung-Min efter fire minutter, da sydkoreaneren drev bolden frem på venstrekanten og bankede englænderne på 1-0.

De tyske gæster svarede igen godt fem minutter senere, da ukrainske Sergej Yarmolenko på et langskud drejede bolden op i målhjørnet til 1-1.

Harry Kane kopierede kort efter holdkammeraten Son Heung-Min, da angriberen sled sig forbi et par Dortmund-spillere på venstrekanten og tordnede værterne på 2-1.

Dortmund havde stor boldbesiddelse på Wembley og skabte mange chancer, mens Tottenham satsede på kontraangreb.

I overtiden fik værternes Jan Vertonghen sit andet gule kort og måtte forlade banen. Forsvarsspilleren kan se frem til karantæne, når Tottenham om to uger møder Apoel FC.

I gruppe H’s anden kamp vandt gruppefavoritterne fra Real Madrid med 3-0 på hjemmebane over cypriotiske Apoel FC.

Cristiano Ronaldo åbnede med 1-0-målet efter 12 minutter, da den portugisiske superstjerne stod klar til at prikke bolden i mål ved bageste stolpe.

Efter pausen øgede Ronaldo til 2-0 på et straffespark, inden Sergio Ramos med et saksespark tæt foran mål øgede til 3-0 efter en time.

Om to uger skal Real Madrid på besøg i Dortmund, mens Tottenham skal en tur til Cypern.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Her ville vi gerne vise dig forslag til artikler fra vores magasiner, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Seneste nyheder

Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...