Tour of Britain stopper i utide efter dronningens død

De sidste tre etaper af det britiske etapeløb er aflyst. Spanieren Gonzalo Serrano vinder løbet samlet.

Movistar-rytteren Gonzalo Serrano er blevet udråbt som vinder af Tour of Britain. (Arkivfoto). <i>Urs Flueeler/Ritzau Scanpix</i>

Movistar-rytteren Gonzalo Serrano er blevet udråbt som vinder af Tour of Britain. (Arkivfoto). Urs Flueeler/Ritzau Scanpix

Cykelløbet Tour of Britain aflyser de sidste tre etaper som følge af dronning Elizabeths død.

I første omgang meddelte arrangørerne, at fredagens etape udgik. Men nu har man besluttet helt at afblæse løbet.

- Afgørelsen er truffet efter rådslagning med vores samarbejdspartnere i lyset af de aktuelle forhold, herunder den forståelige omplacering af politiets ressourcer i denne tid, lyder det i en pressemeddelelse.

Dermed nåede det britiske etapeløb kun at gennemføre fem af de planlagte otte etaper, og det samlede regnskab er blevet gjort op efter femte etape.

Movistar-spanieren Gonzalo Serrano er derfor blevet udråbt som vinder. Efter ham følger to Ineos-ryttere i form af briten Tom Pidcock og spanske Omar Fraile.

Anthon Charmig blev bedste dansker som nummer 21.

Etapeløbet er blot en af en lang række sportsbegivenheder, der er påvirket af regentens død.

Golfbanen i Wentworth holder lukket fredag, hvilket betyder at den planlagte runde i BMW PGA Championship er udskudt.

Flere fodboldkampe i de lavere divisioner i England og fredagens hestevæddeløb er også udsat.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.