Trænertalent valgte hjerteklubben Freja over elitefodbold
34-årige Mark Hellerup Knudsen står i spidsen for førsteholdet i Aalborg Freja, der er videre til tredje runde af Sydbank Pokalen. Trods bud fra elitefodboldmiljøet valgte han sin hjerteklub

Foto: Henrik Bo Foto: Henrik Bo
FODBOLD:Da Aalborg Freja onsdag sendte jyllandsserieklubben Helsted Fremad ud af Sydbank Pokalen, var det med 34-årige Mark Hellerup Knudsen i spidsen for den aalborgensiske serie 1-klub.
Særligt masser af energi i anden halvleg efter en middelmådig start på kampen var essentiel for Aalborg Freja, da de vendte kampen på Frejaparken.
- Da efterårssæsonen startede, begyndte vi træningen tre uger før alle andre i Aalborg. Vi ville være klar. Så vi har både en bred trup, og der er meget kvalitet. Spillerne kan også spille i lang tid. Så jeg er glad for, at det lykkedes, siger Mark Hellerup Knudsen.
Cheftræneren vendte tilbage til Aalborg Freja ved årsskiftet efter en årrække i Aarhus, hvor han trænede Odder i herrernes 2. division samt VSK Aarhus i Kvindeligaen og 1. division. Men trænerkarrieren startede i Aalborg Freja som U19-træner for 10 år siden, og klubben i Vestbyen kunne han ikke modstå.
- Da jeg flyttede tilbage til Aalborg, var der nogle højere rangerede klubber på eliteniveau, der spurgte ind til mig. Men jeg elsker bare Aalborg Freja, så jeg skal kun være her. Om de så spillede serie 6, var jeg her. Jeg vil være i Aalborg Freja, når jeg får muligheden, fortæller Mark Hellerup Knudsen.

Foto: Henrik Bo Foto: Henrik Bo
Efteråret handler om at kæmpe sig tilbage i Jyllandsserien, og det er Aalborg Freja allerede godt på vej imod. Med fem sejre og en uafgjort i deres serie 1-pulje samt avancement i pokalturneringen er de ubesejrede på denne side af sommerferien.
- Vi ser os som mere end en serie 1-klub. Vi vil gerne op, og jeg håber, at vi kan tage rejsen nu. Vores kultur er så fed. Om man spiller på serie 6 eller førsteholdet, er alle inde omkring det, og både første- og andetholdstruppen træner sammen. Der er allerede bredden, der skal til for at spille en lang sæson, siger cheftræneren.
Bredden blev også afgørende mod Helsted Fremad i onsdagens pokalopgør. Her scorede Mads Nyborg nemlig sejrsmålet, da han indtog spidspositionen i stedet for førsteholdsangriberen Alexander Staffe, der ikke var kampklar.
- Alexander har trænet her som U19 og haft en lidt broget tilværelse. Men den her sæson har han virkelig slået igennem. Ham manglede vi, men Mads kom jo ind og afgjorde det i Alexanders sted. Jeg er så stolt af Mads. Han har spillet sig op fra andetholdet og har fået to indhop på førsteholdet, før han afgjorde pokalkampen. Han har vinger lige nu, siger Mark Hellerup Knudsen.
Nu venter IF Lyseng i Sydbank Pokalen. Til daglig spiller de i 3. division, men eftersom klubben indledte pokalturneringen i Danmarksserien, er de med i kampen om at vinde de 100.000 kroner, som det sidste seriehold i turneringen får.
Dermed kan en sejr over Aarhus-klubben meget vel sikre en god pose penge til Aalborg Freja.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.