Tre sportsgrene er i farezonen ved OL i 2028

Boksning, vægtløfting og moderne femkamp er foreløbigt taget af listen over OL-discipliner ved legene i 2028.

Modern Pentathlon Changes <i>Hassan Ammar/Ritzau Scanpix</i>

Modern Pentathlon Changes Hassan Ammar/Ritzau Scanpix

Tre sportsgrene er røget i farezonen i forhold til at være med på programmet ved OL i Los Angeles 2028.

Det drejer sig om boksning, vægtløfting og moderne femkamp.

Det meddeler Den Internationale Olympiske Komité (IOC) og den lokale organisationskomité torsdag aften dansk tid.

De tre sportsgrene kan dog komme tilbage i varmen, understreger IOC samtidigt.

Det kræver, at de respektive forbund i 2023 beviser, at de lever op til en række opstillede kriterier.

Boksning skal blandt andet arbejde med sit dommersystem og økonomisk gennemsigtighed, skriver Reuters.

For vægtløfting er doping og korruption de primære udfordringer, mens moderne femkamp skal finde en ny sportsgren i stedet for ridning, der efter planen udgår efter pres fra dyrevelfærdsaktivister.

Programmet i Los Angeles inkluderer skateboarding, surfing og klatring. De debuterede alle i Tokyo tidligere i år og er også med i Paris i 2024.

Boksning, vægtløfting og moderne femkamp er også med i Paris, men risikerer altså herefter at ryge ud.

Den foreløbige liste over discipliner i Los Angeles i 2028 skal godkendes af IOC i februar næste år.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.