AaB

Troldmanden fra Gug skal trylle mål frem for AaB

Kasper Kusk er inde i en opadgående formkurve, der gerne snart skal kaste mål af sig

Kasper Kusk har vist en stigende formkurve i de seneste kampe. Foto: Lars Pauli

Kasper Kusk har vist en stigende formkurve i de seneste kampe. Foto: Lars Pauli

FODBOLD:Kasper Kusk indledte 2021 med at ryge en tur på bænken. Faktisk nåede han også forbi tribunen, inden der blev brug for hans normalt så kreative venstrefod i AaB’s startopstilling.

Siden Kasper Kusk igen fik chancen fra start mod Sønderjyske 8. marts, har elegantieren været fast inventar blandt Martí Cifuentes’ udvalgte. Undtagelsen, der i dette tilfælde underbygger kantspillerens betydning, indtraf i det seneste møde mod AC Horsens, hvor et tæt kampprogram havde dikteret en bænkplads til Kasper Kusk.

Siden sin genkomst til startopstillingen har Kasper Kusk stille og roligt bygget på præstationerne. Han var således klart farligste offensive spiller hos AaB i den seneste kamp mod OB, hvor han stod stærkt i billedet trods en samlet AaB-præstation, der lod en del tilbage at ønske.

- Jeg har ramt et stabilt godt niveau i de seneste kampe. Overordnet set føler jeg, at det har været fint fra min side i de seneste kampe, men jeg jagter stadig en mere kampafgørende rolle. Jeg vil gerne være med til at sætte nogle mål op, siger Kasper Kusk, der står noteret for tre scoringer i 27 kampe i denne sæson.

- Vi kan godt blive enige om, at det er målene, der lige mangler fra min side nu. Jeg føler, at formen er god, så hvis jeg kan score nogle mål, vil det være et naturligt skridt at tage, siger Kasper Kusk.

Tilskuere motiverer

Da han i årets første kampe blev henvist til en reservetjans, var en del af forklaringen, at Kasper Kusk ikke kunne bidrage med nok i presspillet. I de seneste kampe har man imidlertid set en Kasper Kusk i flere generobringer.

- Jeg ville gerne sige, at det var fordi, jeg har tænkt mere over den del af mit spil, men jeg skal være ærlig og sige, at jeg tror, at det også har haft noget at gøre med de tilbagevendte tilskuere. Det gør bare et eller andet ved motivationen, at de er tilbage og skaber stemning. Jeg er hvert fald blevet revet lidt med af det, og så vil man jo bare gå gennem ild og vand for, at de får en god oplevelse, siger Kasper Kusk.

Det offensive es vil ikke afvise, at den medlevende kulisse er en del af forklaringen på AaB’s gode præstationer på eget græs i de seneste kampe.

- Jeg tror, det har haft en effekt med fans på stadion igen. På længere sigt vil det sikkert udligne sig. Det bliver jo også hverdag, men jeg må personligt sige, at det bare har gjort det hele lidt sjovere, og det skal ikke lyde som om, at jeg ikke kan spille fodbold, når der ikke er tilskuere, men det har bare virket som træningskampe uden tilskuere.

- Det giver noget, når jeg kan fornemme, at vi har opbakning fra folk på tribunen, siger Kasper Kusk.

Dagens opgør mod Horsens bliver en mulighed for at revanchere to sløje præstationer i Horsens tidligere på foråret.

- Vi har ikke ramt niveauet i de to kampe, vi har spillet mod Horsens i foråret. Det er et hold, som vi bør vinde over, men de har været gode til at spille kampene på deres præmisser, og det skal vi ændre på til den her kamp, siger Kasper Kusk.

- Mod et hold som Horsens bliver det første mål vigtigt. Hvis Horsens kommer foran, vil de typisk trække tiden og stille sig meget kompakt. De er dygtige til at slå sådan en kamp ihjel, siger Kasper Kusk om det allerede nedrykkede østjyske hold.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden