Tydeligt Thelander-aftryk på AaB's træningsbane

Forsvarsgeneralen er i fuld gang med sit comeback i superligaklubben, og han oplever ingen modløshed trods den kritiske situation

Rasmus Thelander og AaB-spillerne træner i denne uge på kunstgræsset i Gistrup. <i>Foto: Claus Jensen</i>

Rasmus Thelander og AaB-spillerne træner i denne uge på kunstgræsset i Gistrup. Foto: Claus Jensen

AALBORG:Rasmus Thelander er i fuld gang med sit comeback i superligaklubben AaB. Forsvarsspilleren har trænet med - lige siden han for godt en uge siden blev præsenteret som forstærkning til forårets overlevelseskamp.

- Han har allerede vist sig frem som en stærk leder og har holdt et meget højt træningsniveau. Vi har fået, præcis det, vi forventede, og jeg er virkelig glad for, at hans skifte kunne komme på plads, så han allerede nu træner med, siger cheftræner Erik Hamrén.

Samme glæde føler Rasmus Thelander, der efter et halvt års eksil hos ungarske Ferencvaros er kommet tilbage til en fodboldklub, der er i kritisk nedrykningsfare. Han synes dog ikke, at han mærker hverken modløshed eller krisestemning - selvom AaB er isoleret syv point under stregen i Superligaen.

- Jeg mærker derimod et godt træningsmiljø, hvor alle arbejder stenhårdt og er ivrige efter at forbedre sig. Samtidig er der fint humør på, og begge dele er vigtigt, beretter forsvarsklippen.

Rasmus Thelander, der her ses i aktion for AaB i foråret, er allerede stemplet ind i sit comeback. <i>Arkivfoto: Torben Hansen</i>

Rasmus Thelander, der her ses i aktion for AaB i foråret, er allerede stemplet ind i sit comeback. Arkivfoto: Torben Hansen

- Det er tydeligt for mig, at der er rigtig meget kvalitet og potentiale i den her trup. Det skal selvfølgelig sættes sammen, så vi vinder nogle fodboldkampe, men jeg er virkelig optimistisk på baggrund af den her første tid, tilføjer Rasmus Thelander.

Skulle bryde grænser

I den forgangne weekend var spillertruppen på teambuilding-tur i Farsø under ledelse af mentaltræner Martin Langagergaard. En tur, som cheftræner Erik Hamrén beskriver som et vigtigt element i en proces, hvor alle gerne skal rykke endnu tættere sammen i bussen.

- Det var fremragende sat op, og vi blev virkelig udsat for nogle fede udfordringer, hvor alle skulle bryde sine grænser, fortæller Rasmus Thelander. 

- Det betød, at vi fik set hinanden fra nogle andre sider, end vi normalt gør på fodboldbanen, og det var positivt at se, at folk bare gjorde det, der skulle til for at lykkes. Så det var afgjort en fed tur, fastslår han.

AaB-spillerne træner videre på kunstgræsbanerne i Gistrup, indtil udgangen af denne uge, hvor ferien kalder. Ikke alle er dog i fuld vigør lige nu, og skadeslisten tæller blandt andre Younes Bakiz, Iver Fossum, Kristoffer Pallesen og Lars Kramer.

- Man kan godt mærke, at spillerne begynder at trænge til lidt ferie, men jeg håber virkelig, at alle bliver klar til at give den fuld gas, når vi starter træningen op igen 4. januar, siger Erik Hamrén.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.