Tyske investorer har selv ønsket at få tidligere landsholdsspiller ind i AaB's bestyrelse

AaB's tyske investorer fra SSE22 valgte i sidste øjeblik at indstille Thomas Hitzlsperger til bestyrelsen i stedet for Ole Jan Kappmeier, fortæller formand Niels David Nielsen

Niels David Nielsen (th.) er sat i spidsen for AaB's nye bestyrelse. <i>Arkivfoto: Torben Hansen</i>

Niels David Nielsen (th.) er sat i spidsen for AaB's nye bestyrelse. Arkivfoto: Torben Hansen

AALBORG:Den tidligere tyske landsholdsspiller Thomas Hitzlsperger er nyt medlem af bestyrelsen i AaB.

Det var udfaldet af torsdagens generalforsamling, hvor den nordjyske superligaklubs nye tyske investorer fra SSE22 som ventet fik to sæder i bestyrelsen.

Oprindeligt var det dog Ole Jan Kappmeier, der sammen med Jan Peters var indstillet til valg, men det bliver altså i stedet Thomas Hitzlsperger, der gør Jan Peters selskab.

- SSE22 var lovet to pladser i bestyrelsen, og det var så deres valg, hvem de ville indstille. I sidste øjeblik valgte de at indstille Thomas Hitzlsperger, og hvorfor de har gjort det, har vi egentlig ikke spurgt ind til.

- Vi er bare beærede over, at Thomas Hitzlsperger ønsker at være en del af bestyrelsen i AaB. Vi har jo mødt ham flere gange over de sidste måneder, og udover at han er ekstremt faglig kompetent, er Thomas også en meget behagelig fyr, siger AaB's bestyrelsesformand, Niels David Nielsen, der ser frem til samarbejdet med de nye tyske investorer.

- Vi har været dygtige og heldige ved at få SSE22 ind, og som Claus Fallingborg (bestyrelsesmedlem i AaB, red), sagde i går, skal vi være utrolig stolte over, at SSE22 har valgt os. De kunne jo godt være stoppet andre steder i Jylland, siger Niels David Nielsen.

Niels David Nielsen har i de seneste måneder været fungerende formand i AaB, efter at Torben Fristrup måtte trække sig grundet sygdom. Torsdag blev det helt formelt, at han nu er manden for bordenden i AaB, mens Kim Jacobsen er næstformand.

- Det er et kæmpe ansvar, og det vil jeg gøre alt for at leve op til. Jeg er holdleder for en bestyrelse med otte rigtig dygtige folk, der komplimenterer hinanden godt, så jeg synes, at vi har en stærk bestyrelse, og nu skal vi leve op til tilliden, siger Niels David Nielsen.

De seneste sæsoners både sportslige og økonomiske nedtur betød dog også, at AaB's bestyrelse måtte lægge øre til kritik ved torsdagens generalforsamling.

- Der var nogle kritiske spørgsmål, men de blev stillet på en konstruktiv måde, og jeg kan godt forstå, at folk er kritiske, for der er heller ikke nogen i bestyrelsen, der er tilfredse med hverken vores sportslige eller økonomiske resultater, så det skal vi have gjort noget ved.

- Jeg synes, at det var en fantastisk generalforsamling. Der var mange komplicerede forhold på dagsordenen, og vi fik opbakning til dem alle, samtidig med at vi fik en god dialog med vores aktionærer, siger Niels David Nielsen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.