Uefa udvider Nations League med en knockoutrunde
Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) ændrer på formaterne i Nations League samt EM- og VM-kvalifikationen.

Christian Eriksen kan se frem til at spille flere landskampe i Nations League og lidt færre kampe i EM- og VM-kvalifikationen fra og med 2024. (Arkivfoto). Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Der skal spilles en ny knockoutrunde i Nations League efter 2024, og de kampe bliver placeret i marts i den internationale kampkalender.
Det besluttede Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) onsdag på et møde i schweiziske Nyon.
Der bliver tale om kvartfinaler, som skal afvikles i marts. Gruppespillet i Nations League afsluttes fortsat i november, mens finalekampene spilles i juni.
Kvartfinalerne er en udvidelse af det nuværende format i Nations League. Men det betyder ikke, at der skal spilles flere landskampe i fremtiden.
Samtidig med ændringen af Nations League har Uefa nemlig besluttet at lave om på formatet i både EM- og VM-kvalifikationen.
Fremover skal der spilles i 12 grupper med fire eller fem lande i hver gruppe. De ændringer vil træde i kraft i september 2024.
Selve EM-slutrunderne bliver der ikke pillet ved. Der vil stadig være deltagelse af 24 nationer, oplyser Uefa.
Ændringerne skal ifølge Uefa ses som et forsøg på at gøre landskampe endnu mere spændende.
Ud over formatændringerne vedtog Uefa også, at årets Super Cup-kamp i europæisk klubfodbold flyttes fra russiske Kazan til græske Athen. Den kamp spilles 16. august.
Desuden blev Slovakiet valgt som vært for U21-EM i sommeren 2025.
/ritzau/
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.