Uldbjerg løb dobbelt guld hjem til Aalborg Atletik
Kristian Uldbjerg Hansen viste storform ved weekendens danmarksmesterskaber i atletik
Opdateret kl. 18:11
ATLETIK: Gennem weekenden har der i København været afholdt danske mesterskaber i atletik. Her blev der hentet to guldmedaljer hjem til Aalborg Atletik.
Løber Kristian Uldbjerg Hansen vandt nemlig både på 1500 meter og på 800 meter.
Første guldmedalje blev sikret lørdag, hvor den nordjyske løber kom først over stregen på 1500 meter. I tiden 4.06,53 minutter hentede han sit første seniormesterskab på distancen.
Søndag imponerede Aalborg-løberen så på 800 meter. Her afviste han nemlig Andreas Bube, der har domineret på distancen de seneste år og desuden har to EM-sølvmedaljer bag sig. Uldbjerg kom i mål i tiden 1.50,20 minutter, mens Bube endte på tiden 1.50,49 minutter.
Foruden guldmedaljerne ved DM hentede Aalborg Atletik også en sølvmedalje, da tikæmperen Sebastian Sund Frandsen blev nummer to i 110 meter hæk.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.