AaB

Ung AaB'er tager syvmileskridt: Her er hans egen forklaring

AaB's sejrsstime blev stoppet i Brøndby, men det gjorde Malthe Højholts spillemæssige fremgang ikke

Malthe Højholt står noteret for 25 superligakampe for AaB. Arkivfoto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Malthe Højholt står noteret for 25 superligakampe for AaB. Arkivfoto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

FODBOLD:På trods af søndagens superliganederlag i Brøndby er der stadig flere positive elementer at arbejde videre med hos AaB. Blandt andet satte 20-årige Malthe Højholt en fed streg under, at hans personlige udvikling peger i en meget positiv retning.

Med lige dele mod og ro fik han sat en fin kamp sammen, og den unge midtbanemotor var afgjort en af de bedre AaB-spillere i en kamp, der havde en halvleg med hvert hold i teten.

Foran et talstærkt og meget vokalt publikum i Brøndby kunne man frygte, at Højholt kunne lade sig påvirke af de imponerende rammer, som de medrejsende AaB-fans i øvrigt også bidrog til at gøre festlige.

- Det var en fed oplevelse at spille i den her kulisse. Det er dejligt med den intensitet, det giver. Det er helt klart et boost. Det giver bare de ekstra procenter, forklarer den unge midtbanekriger.

Brøndbys Mathias Greve forsøger her at slippe fri af Malthe Højholts favntag i søndagens kamp. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Brøndbys Mathias Greve forsøger her at slippe fri af Malthe Højholts favntag i søndagens kamp. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Malthe Højholt viste allerede i sæsonforberedelserne lovende takter. Oscar Hiljemarks skifte fra banen til bænken havde åbnet op for en kortere vej til spilletid, og Malthe Højholt har i den grad forstået at gribe den chance, som han fik i hjemmekampen mod AGF 8. august, hvor han fik en startplads, som han siden har holdt fast i.

De akkumulerede kampminutter begynder så småt at kunne ses i præstationerne fra Højholts side.

- Først og fremmest er det bare benhårdt arbejde hver eneste dag til træning, men i takt med, at jeg får flere kampe og mere rutine, træffer jeg også bedre beslutninger på banen. Der er en større modenhed i mine valg. Det giver overskud til at gøre nogle ting, som jeg ikke kunne gøre, hvis jeg kun spillede hver tredje weekend, forklarer han.

Malthe Højholt er også meget bevidst om, at han stadig har dele af sit spil, der skal forbedres.

- Jeg har især arbejdet på at spille mere fremad - at drive bolden frem - og turde tage chancer i mit spil, så jeg ikke kun spiller tilbage eller til siden. Det gør også, at jeg kommer til at lave fejl, men når det lykkes, så kommer vi omvendt frem til chancer, så det handler meget om at finde den rette balance, siger Malthe Højholt.

Med fast spilletid i den seneste håndfuld kampe - og udsigt til endnu flere minutter fremadrettet - er der grundlag for at forvente sig endnu mere fra Højholts fødder.

- Min ambition er i første omgang at bevare min plads på holdet, så jeg kan bygge på mit spil og de områder, jeg skal udvikle mig på. Det er også en klar ambition at komme til at score mål. Jeg vil også gerne lave flere assists, fastslår Malthe Højholt.

For at de ting skal blive en realitet, kræver det, at han er med, hvor det sker. Altså tættere på modstandernes mål.

- I træningen har vi meget fokus på at få fyldt boksen op, så det handler om, at jeg får løbet de ekstra meter, så jeg kommer med i feltet, siger Malthe Højholt.

Allerede i minutterne efter nederlaget var han klar til at kigge fremad i stedet for at dvæle alt for meget ved resultatet.

- Det skal slet ikke ødelægge den udvikling, vi er inde i. Det er er et enkelt bump på vejen, og det ved vi sker. Selvfølgelig er vi pissetrætte af at tabe, men nu har vi en uge til at forberede os til næste kamp, og så handler det bare om, at vi skal vinde den, siger Malthe Højholt.

I kampen mod Brøndby var der en direkte og meget interessant duel mellem Malthe Højholt og jævnaldrende Morten Frendrup. Den vandt Højholt, og Frendrup blev skiftet ud i pausen. Værd at notere sig er, at Morten Frendrup er en del af det danske U21-landshold. Det er Malthe Højholt ikke, men fortsætter hans udvikling, så kan det måske blive en mulighed.

- Det håber jeg. Morten er en af mine rigtig gode kammerater, så jeg håber da, at jeg kan nappe hans plads, lyder det fra Malthe Højholt, der ledsager kommentaren med et skævt smil.

Hold dig opdateret om AaB – Tilmeld dig vores nyhedsbrev om AaB lige her

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.