Ung Arsenal-komet scorer to mod amputeret Leeds-mandskab

Arsenal er fortsat nummer fire i Premier League efter en sejr på 4-1 over Leeds lørdag aften.

Premier League - Leeds United v Arsenal <i>Scott Heppell/Reuters</i>

Premier League - Leeds United v Arsenal Scott Heppell/Reuters

Arsenal har haft det svært på udebane i indeværende Premier League-sæson, men det så ikke ud til at holde mandskabet tilbage, da det slog Leeds med 4-1 i et underholdende opgør lørdag aften.

Det var dog på en noget billig baggrund, idet hjemmeholdet var ramt af en lang række skader.

Brasilianske Gabriel Martinelli fortsatte den gode form med to mål. Bukayo Saka og Emile Smith Rowe scorede de to andre.

Med sejren forbliver Arsenal på fjerdepladsen i ligaen med 32 point for 18 kampe. Holdet har dog spillet flere kampe end de omkringliggende. Leeds har 16 point på en foreløbig 16.-plads.

Kampen startede ud i et hæsblæsende tempo, hvor gæsterne blev farligst. Først ved Bukayo Saka, der blot skulle lægge den ind over stregen på en retur og efterfølgende ved Thomas Partey. Begge gange uden held.

Selv om tempoet dalede en anelse, så tog Arsenal føringen efter et kvarter. Den unge brasilianer Gabriel Martinelli var hurtig til at opfange en løs bold i feltet, som han resolut sparkede over i det modsatte hjørne.

Opgøret var meget åbent, og ofte satsede Leeds hele butikken i holdets kontrafase, men det blev det straffet for igen og igen. Særligt efter en halv time.

Martinelli endte nemlig som dobbelt målscorer efter en friløber, hvor han fik lobbet bolden flot over Illan Meslier i Leeds-målet.

Ondt blev værre kort før pause, hvor Saka fik lov til at gøre det til 3-0 takket være en afretning, der snød Meslier.

Det var et mere afdæmpet Arsenal-mandskab, der kom tilbage fra pausen, men det var også et mere kompakt Leeds-hold.

Derfor skulle der et straffespark til for at åbne målscoringen i anden halvleg.

Arsenal-forsvareren Ben White dummede sig med et kvarter igen, da han nedlagde Joe Gelhardt i feltet. Det udnyttede Raphinha ved at eksekvere fra straffesparkspletten.

Håbet for point blev dog for alvor slukket til sidst, da unge Emile Smith Rowe kom ind fra bænken for at gøre det til slutresultatet 4-1.

Kampen var det eneste Premier League-opgør, som endte med at blive afviklet lørdag. Fem andre planlagte lørdagskampe blev udskudt efter massiv coronasmitte i en række trupper.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.