Ung russer sender Wozniacki ud

Daria Kasatkina fra Rusland besejrede Caroline Wozniacki i to sæt ved WTA-turneringen i Indian Wells

Caroline Wozniacki er færdig i Indian Wells efter et nederlag i ottendedelsfinalen. Foto: Jayne Kamin-Oncea / Ritzau Scanpix
Tennis 14. marts 2018 06:37 - Opdateret 14. marts 2018 10:22

TENNIS: Den finaleseedede Caroline Wozniacki er overraskende tidligt færdig i WTA-turneringen i Indian Wells i Californien.

Natten til onsdag dansk tid tabte den danske tennisstjerne til den 20.-seedede Daria Kasatkina i ottendedelsfinalen. Russeren vandt 6-4, 7-5.

Dermed har 20-årige Kasatkina ekspederet to forsvarende grand slam-vindere ud af turneringen, der med hensyn til pengepræmier, antal deltagere og prestige rangerer lige under de fire grand slam-turneringer.

I forrige runde besejrede Kasatkina amerikanske Sloane Stephens, der vandt US Open sidste år, og onsdag gik det altså ud over Wozniacki, der er forsvarende Australian Open-mester.

27-årige Wozniacki kom ellers bedst fra start i nattens opgør.

Efter en tvivlsom præstation i tredje runde, var det en helt anden Wozniacki, der indledningsvist mødte op til kamp på bane 2.

3-0 lød den danske føring i første sæt således efter blot syv minutter.

Kasatkina vågnede dog hurtigt op, og herfra kunne Wozniacki kun i små glimt følge med i den unge russers tempo.

Med en god forhånd og det personlige signaturslag - en hoppende, kraftfuld baghånd - lykkedes det for Kasatkina at ryste Wozniacki. Russeren tog fem partier i træk, og det banede vej for en 6-4-sejr i første sæt.

Tæt omgang

Andet sæt var langt hen ad vejen en tæt omgang.

Og faktisk stod Wozniacki med en gylden mulighed, da hun med et brud bragte sig foran med 5-3. Dermed kunne hun serve sættet hjem.

Men det var i stedet Kasatkina, der igen fandt storspillet frem.

Russeren brød til 4-5 og tog også de næste tre partier.

Dermed er det Daria Kasatkina, der går videre til kvartfinalen i Indian Wells, mens Wozniacki må vinke farvel til den prestigefulde turnering.

I kvartfinalen skal Kasatkina møde enten Caroline Garcia (verdens nummer syv) eller Angelique Kerber (verdens nummer ti).

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...