Aalborg Håndbold

Ungarsk mester blev for stor en mundfuld for Aalborg

Nordjyderne led det andet nederlag i Champions League

René Antonsen scorede tre gange, men brændte et par afgørende forsøg, da Aalborg var ved at hente Pick Szeged. Foto: Tibor Rosta/EPA/Ritzau Scanpix

René Antonsen scorede tre gange, men brændte et par afgørende forsøg, da Aalborg var ved at hente Pick Szeged. Foto: Tibor Rosta/EPA/Ritzau Scanpix

HÅNDBOLD:Aalborg Håndbold var onsdag aften på besøg hos en af Europas svære udebaner, da den ungarske mester Pick Szeged ventede i sjette runde af Champions League.

Nordjyderne havde muligheden for at øge forspringet i toppen af tabellen, men det var Pick Szeged, som viste den største skarphed og vandt 31-28, i en kamp hvor Aalborg til slut havde flere muligheder for tage point.

Det startede helt lige i Ungarn, hvor det aalborgensiske forsvar var fint indstillet. Det gav et par kontramuligheder, som var med blandet succes, og derfor var stillingen 3-3 efter seks minutter.

Derfra var det ved at gå galt for Aalborg, der endnu ikke havde set Simon Gade med en redning. Pick Szeged bragte sig efter otte minutter foran med to mål og havde flere muligheder for at øge forspringet.

Aalborg havde generelt ikke svært ved at spille sig frem til åbne muligheder, men skarpheden manglede i høj grad. Det samme gjorde det i den anden ende, hvor Simon Gade kun havde forhindret ét at 10 skud på mål.

Pick Szeged trak af den grund fra midtvejs i første halvleg, hvor særligt venstrebacken Borut Mackovsek voldte Aalborg problemer.

Det ungarske mesterhold var foran med 9-5 efter 15 minutter.

Sebastian Barthold fik med sin fjerde scoring reduceret Pick Szegeds forspring til 11-9, men Simon Gades manglende redninger var fortsat et stort problem. Nichlas Ludvigsen erstattede derfor Simon Gade efter 20 minutter.

Kort forinden var Pick Szegeds store angrebsprofil Dean Bombac tilbage på banen, efter han havde siddet ude med en skade i de foregående to Champions League-kampe.

Sloveneren fik da også flere gange skåret sig igennem den danske defensiv, men Ludvigsen fik en fornem start ved at forhindre et par af Bombacs genialiteter i at give udbytte.

Desværre for Aalborg fortsatte de offensive problemer. Det straffede Pick Szeged ved at gå til pause med en føring på 17-13.

Pick Szeged - Aalborg Håndbold 31-28 (17-13)

Stillinger undervejs: 3-2, 6-4, 11-8, 14-11, (17-13), 19-17, 23-19, 25-21, 26-24.

Topscorere, Pick Szeged: Bence Banhidi 5, Imanol Garciandia, 5, Borut Mackovsek 5

Mål, Aalborg Håndbold: Sebastian Barthold 7, Felix Claar 6, Kristian Bjørnsen 4, Lukas Sandell 3, René Antonsen 3, Aron Plamarsson 2, Jesper Nielsen 1, Henrik Møllgaard 1, Benjamin Jakobsen 1

Udvisninger: Pick Szeged 5, Aalborg Håndbold 4

Rødt kort: Sebastian Frimmel (Pick Szeged)

Simon Gade var tilbage i målet til de sidste minutter af første halvleg og startede også efter pausen. Her forhindrede han et straffekast fra Sebastian Frimmel, som ramte målmanden i hovedet. Det kostede, som reglerne foreskriver, et rødt kort til Frimmel.

I den modsatte ende havde Aalborg også fundet melodien. Fire minutter inde i anden halvleg havde Felix Claar med sin scoring til 16-17 bragt spændingen tilbage.

Kontakten med ungarerne var dog en kort fornøjelse, for fire minutter senere var hjemmeholdet igen foran med fire mål.

Aalborg havde svært ved at lukke hullet op til værterne. Måldifferencen svingede konstant mellem tre til fem mål i Pick Szegeds favør, inden Henrik Møllgaard med 10 minutter igen scorede til 23-25.

De redninger, som manglede fra Simon Gade i første halvleg, kom til gengæld sent i kampen. Det udnyttede Kristian Bjørnsen ved at gøre det til 25-26 på en kontra.

Aalborg havde minuttet senere muligheden for at udligne, men en stor fejl fra Lukas Sandell gjorde, at Pick Szeged kunne score på frit mål til 27-25.

Til allersidst satsede nordjyderne det hele. Det lukrerede hjemmeholdet på ved at lukke kampen med to hurtige scoringer til 29-25 med tre minutter tilbage.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.