Vendsyssel FF

Vendsyssel blev ufrivillig del i Hvidovres oprykningsfest

Vendsyssel FF-træner Henrik Pedersen skal have en snak med klubejer Jacob Andersen om fremtiden

Hvidovre vandt på et meget sent sejrsmål mod Vendsyssel og er reelt klar til Superligaen.
Hvidovre vandt på et meget sent sejrsmål mod Vendsyssel og er reelt klar til Superligaen. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 19:16

HJØRRING: Hvidovre-direktør Peter Lassen tog en spurt ind på banen, så man var helt bange for, at han ville trække en fiber, men den bekymring kunne ikke rage ham mindre, for han og Hvidovre er klar til Superligaen. 

Med en 3-2-scoring dybt inde i overtiden sikrede Hvidovre sig reelt oprykningen til Superligaen. Magnus Fredslund blev manden, der sendte københavnerne op i landets bedste række. 

Deltidsspillerne fra Hvidovre kan nu kalde sig superligaspillere, og det skabte ekstatiske scener blandt spillere og medrejsende fans. Det lignede ellers længe en uforløst udflugt til Hjørring for fans og spillere, men efter den sene sejrsscoring kunne spillere og fans skråle den obligatoriske su-su-superliga-sang. 

Hvad Vendsyssel angik, så gav kampen mod den kommende superligaklub nogle meget klare svar.

Vendsyssel-træner Henrik Pedersen har proklameret, at de sidste kampe i sæsonen ville være en slags eksamen for nogle af holdets marginalspillere i forhold til, hvor stor en rolle, de skal spille i næste sæson. 

Mod Hvidovre blev det tydeligt, at nogle af disse spillere skal lægge noget på det individuelle niveau. Det til trods stod Oscar Buch for et højdepunkt, da han efter mindre end tre minutters spil afsluttede et mønsterangreb med at sende Vendsyssel i front. 

Spillere som Oscar Buch og Mattias Jakobsen nåede ganske enkelt ikke det, de skulle, når Hvidovre havde bolden. Det gik for langsomt i pres-sekvenserne, og fejlene med bolden var lidt for mange. 

Der skal lægges et niveau på i spillet uden bold, hvis de to skal spille nogen nævneværdig rolle for Vendsyssel FF, men når man ser særligt Oscar Buchs gode aktioner, så er man heller ikke i tvivl om, at han indeholder det, der skal til for at kunne blive et fremtidigt aktiv for VFF, men mod Hvidovre var der langt mellem de gode indslag.

Manglerne i de-fasen blev udstillet af et velspillende Hvidovre-hold, der fik udlignet på et angreb, der tangerede Vendsyssels 1-0-opspil, hvad angår fodbold-æstetik. Marcus Lindberg udnyttede flot et sublimt oplæg fra Frederik Carlsen til at score til 1-1. 

Klar konsekvens

Vendsyssel-træner Henrik Pedersen tog konsekvensen og skiftede Mattias Jakobsen ud og sendte Anton Søjberg på banen. Han er en af de andre spillere, der bliver vejet nøje i øjeblikket. Han fik ikke den bedste start. Hans område blev let overspillet, da Martin Spelmann endte med at få tilkendt et straffe, som Tobias Anker ikke kunne indvende meget mod at have begået. 

Marcus Lindberg sendte dog et slattent forsøg afsted, og det var barnemand for Marcus Bundgaard at redde og dermed bevare Vendsyssels føring. 

Det forventede pres fra Hvidovre udeblev umiddelbart, og faktisk var det Vendsyssel, der lignede afsender på en eventuel fjerde scoring. Lasse Steffensen fik en gigantisk hovedstødschance efter et flot angreb, men han ramte overliggeren. 

Det københavnske pres ramte dog Vendsyssel med lidt over 10 minutter tilbage af kampen, og det mundede ud i en udligning fra Marcus Lindberg, der fik taget revanche for det sløje straffespark. Et point var ikke nok til oprykningsjubel, så Hvidovre jagtede et sejrsmål i de døende minutter, og langt forbi de tre planlagte tillægsminutter fik Magnus Fredslund banket bolden i mål.

Åbner om fremtiden

- Det er irriterende, at vi står her med et nederlag, for det burde ikke være endt sådan. Vi spiller ligeså godt som dem, og vi kunne have lukket til 3-1, men vi fik også set, hvorfor Hvidovre rykker op. De er bare skarpere til at slutte kampene, end vi er, siger Henrik Pedersen. 

Der har været en del snak om hans egen fremtid som Vendsyssel-træner, og nu tager han bladet fra munden og forklarer lidt om perspektiverne. 

- Jeg har haft en to-årig kontrakt, som nu overgår til en funktionær-aftale. Vi sætter os sammen i næste uge, og så snakker vi videre der. Vi tager en god snak om det på det møde, for jeg elsker det jeg laver her i Vendsyssel. Det må jeg sige. Vi har fået skabt meget i de to år, og jeg kan sagtens se, at vi kan bygge videre på det her, siger Henrik Pedersen.

Vendsyssel FF - Hvidovre 2-3 (2-1)
  • Fodbold, NordicBet Ligaen
  • Mål: 1-0 Oscar Buch (3. minut), 1-1 Marcus Lindberg (28. minut), 1-2 Wessam Abou Ali (37. minut), 2-2 Marcus Lindberg (84. minut), 2-3 Magnus Fredslund (94. minut)
  • Vendsyssels hold (4-3-3): Marcus Bundgaard - Thomas Christiansen (Magnus Kjellerup, 85. minut), Mads Greve, Tobias Anker, Emil Arendrup - Zander Hyltoft, Ayo Simon Okosun, Mattias Jakobsen (Anton Søjberg, 46. minut) - Lucas Jensen (Lasse Steffensen, 63. minut), Wessam Abou Ali (Rune Frantsen, 70. minut), Oscar Buch.
  • Advarsler: Matti Olsen (43.), Marc Nielsen (89.), Hvidovre.
  • Tilskuere: 1141

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden