Vendsyssel er i dialog med Schwartz: - Det har ikke været optimalt for ham

Vendsyssels sportschef er forberedt på, at der kan ske udskiftninger i vinterens transfervindue. Han skal deriblandt forholde sig til et af holdets største navne, som savner spilletid

Ronnie Schwartz er en af de Vendsyssel-spillere, som potentielt kan være på vej videre i vinterens transfervindue. <i>Arkivfoto: Henrik Bo</i>

Ronnie Schwartz er en af de Vendsyssel-spillere, som potentielt kan være på vej videre i vinterens transfervindue. Arkivfoto: Henrik Bo

HJØRRING:Da Vendsyssel FF gik fra grønsværen efter årets sidste 1. divisionskamp lørdag, var det en glad sportschef, som kunne gøre efteråret op.

Med 30 point i 17 kampe ligger vendelboerne lunt i svinget til en plads i oprykningsspillet. Dertil er oprykningspladserne også inden for rækkevidde i den tætte top. Dermed er det med en god fornemmelse, at Søren Henriksen og resten af klubben kan gå på vinterpause om et par uger.

- Det er godkendt. Vi synes, at vi har været gode og udviklet os i forhold til sidste sæson. Man kan se, at vi er på rette vej, og vigtigst af alt kan man se det på tabellen, siger sportschefen.

Den gode placering betyder dog ikke, at der lægges ekstra mange penge i transferposen i jagten på en oprykning til Superligaen. I stedet følger man den plan, der er lagt fra starten af sæsonen.

- Placeringen gør ikke den store forskel. Den har vi håbet på og gået efter. Vi skal så hurtigt som muligt sikre top-seks og være tæt på toppen, så vi kan få et sjovt forår. Vi har en rimelig idé om, hvad vi gerne vil, og hvor vi gerne skal hen. Det ændrer sig ikke i forhold til, hvor vi ligger nu, slår han fast.

Han fremhæver blandt andet backpositionerne som et af de steder, hvor der med stor sandsynlighed skal hentes noget inden forårets første 1. divisionskamp mod Hobro.

Stort navn har stadig værdi

Længere fremme på banen er der også lagt op til, at klubben skal forholde sig til et markant navn på holdkortet. Den tidligere superligatopscorer Ronnie Schwartz har nemlig langt fra haft et succesrigt efterår, og der har således været masser af tid på bænken til følge.

- Vi har snakket løst med Ronnie, og de snakke holder vi for os selv. Men vi har generelt snakket med spillerne og kommer også til at gøre det de næste 14 dage, hvor vi stadig træner, fortæller Søren Henriksen.

- Det har selvfølgelig ikke været optimalt for Ronnie, og det var ikke noget, som nogen havde håbet på. Men samtidigt er han vigtig for holdet gennem hverdagen og til træning. Det er selvfølgelig ikke nok for ham, men det er også noget, som folk udefra ikke kan se. Der har han haft en værdi, tilføjer han.

Med store meritter bag sig fylder Schwartz også godt og grundigt i lønbudgettet hos Vendsyssel FF. Det gør det aktuelt at se på hans rolle på holdet, når transfervinduet åbner. Det erkender Henriksen.

- Selvfølgelig har det noget at sige. Økonomi er altid aktuelt, men det er ikke altid noget, som vi kan bestemme. Det er flere ting, der skal gå op i en højere enhed, siger sportschefen.

Skulle Schwartz' og klubbens veje skilles, er det nok ikke den eneste spiller, som tager afsted med 1. divisionsklubben inden forårets første opgør.

Udskiftning skal holdes nede

Mandskabet har nemlig en markant kerne af spillere, som får masser af spilletid. Det kunne man eksempelvis se i opgøret mod Fremad Amager, hvor cheftræner Henrik Pedersen udelukkende brugte to udskiftninger.

Her kom Lasse Steffensen eksempelvis ind fra bænken og scorede målet, som viste sig at være afgørende.

- Der sker nok et par udskiftninger. Vi synes, at det fungerer nu, og vi har snakket meget om kontinuitet. Det viser meget godt, at vi for en gangs skyld har kontinuitet, og nu er vi oppe, hvor det er sjovt. Det er et fint hold på mange punkter, men nogle spillere er måske blevet interessante for andre klubber. Andre er ikke tilfredse med spilletiden, som de får. Der er nok et par på vej ud, hvilket kræver forstærkninger, men vi vil gerne holde udskiftningen på et minimum, siger Søren Henriksen.

Det nuværende projekt har nemlig vist sig fra en god side, selvom der gennem efteråret har været alvorlige nedture - eksempelvis for kort tid siden på hjemmebane på Nykøbing FC, hvor Vendsyssel igen smed point mod et bundhold.

- Vi har haft udfald mod holdene i bund-seks. Men kan vi fortsætte generelt, ser det rigtig godt ud. Vi har et godt hold, og vi kan godt spille med om oprykning. Vi er ikke favoritter til det, men vi drømmer om det. Lige nu handler det om at sikre top-seks, og det er det store mål. Når det er sikret, må vi se på, hvor langt der er op, og om der er noget at angribe, lyder det fra Vendsyssel-sportschefen.

Vendsyssel FF havde efter lørdagens sejr ét point op til Næstved på den ene oprykningsplads. Søndag spiller Hvidovre dog og kan overtage placeringen under førerholdet Vejle i Nordicbet Ligaen.

Fremad Amager - Vendsyssel FF 2-3 (1-2)

  • Fodbold, Nordicbet Ligaen
  • Mål: 0-1 Tobias Anker (5. minut), 1-1 Christoffer Boateng (11. minut, straffespark), 1-2 Carl Lange (24. minut), 1-3 Lasse Steffensen (75. minut), 2-3 Christoffer Boateng (80. minut)
  • Vendsyssel-opstilling (4-3-3): Marcus Bundgaard - Zander Hyltoft, Tobias Anker, Mads Greve, Terrence Baya (Lasse Steffensen, 69. minut) - Parfait Bizoza (Anton Søjberg, 79. minut), Victor Mpindi, Carl Lange - Lucas Jensen, Wessam Abou Ali, Tiemoko Konaté
  • Advarsler: Tiemoko Konaté, Vendsyssel (25. minut), Jacob Haahr, Fremad Amager (28. minut), Victor Mpindi, Vendsyssel (66. minut), Lasse Steffensen, Vendsyssel (78. minut), Carl Lange, Vendsyssel (90. minut), Mads Greve, Vendsyssel (90. minut)

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.