Vendsyssel får endelig oprejsning: Snupper første sejr i fire kampe

Vendsyssel havde kontrollen, da Kolding IF blev besejret med 3-0 tirsdag aften

Gregory Berthier scorede til 1-0 i Vendsyssels 3-0-sejr mod Kolding tirsdag aften.

Gregory Berthier scorede til 1-0 i Vendsyssels 3-0-sejr mod Kolding tirsdag aften.

FODBOLD:Det var død og pine nødvendigt med en hjemmesejr, da Vendsyssel FF tirsdag aften tog imod en anden nedrykningskandidat, Kolding IF, i Hjørring.

For mens rækkens oprykkere blev fundet i går i form af Silkeborg og Viborg, så er det stadig uvist, hvem der rykker ned fra NordicBet Ligaen.

Klubbens bestyrelsesformand, Jacob Andersen, havde til kampen sørget for gratis adgang til samtlige 781 tilskuere, som kunne overvære en dramatisk og tæt kamp.

Hjemmepublikummet kunne bryde ud i vild jubel, da dommer, Jonas Karlsen, fløjtede kampen af.

En 3-0-sejr blev hevet i land mod Kolding IF.

Se flere billeder fra opgøret nederst artiklen.

Galleri - Tryk og se alle billederne.

Vendsyssel - Kolding 3-0

Mål: 1-0 Gregory Berthier (43. minut), 2-0 Mikkel Wohlgemuth (78. minut), 3-0 Tiémoko Konaté (94. minut)

Opstilling (4-2-3-1): Peter Friis Jensen - Jeppe Svenningsen, Anders Bærtelsen, Andreas Kaltoft, Thomas Christiansen - Mikkel Wohlgemuth, Dusan Jajic - Muhammed Cham-Saracevic (Søren Henriksen, 83. minut), Gregory Berthier (Zander Hyltoft, 79. minut), Tiémoko Konaté - Lasse Steffensen (Virgiliu Postolachi, 83. minut)

Advarsler: Oliver Drost, Kolding (56. minut), Mikkel Wohlgemuth, Vendsyssel (75. minut), Tiémoko Konaté, Vendsyssel (94. minut)

Tilskuere: 781

Tilbagevendte Muhammed Cham-Saracevic havde netop afsonet sin karantæne, men kampen var ikke mange minutter, førend det kunne se ud, som om, Vendsyssel måtte mangle ham i den resterende del af kampen. Offensivspilleren modtog en hårdhændet behandling af en Kolding-spiller, men han var dog i stand til at rejse sig op og fortsætte.

Tiémoko Konaté, der ligesom sin offensive makker, Cham-Saracevic, var vendt tilbage efter overstået karantæne, pyntede også i banens sidste tredjedel. Den tidligere Sparta Prag-spiller gik ind i mange dueller, ligesom han fik sat flere spillere i scene.

Vendsyssel prøvede særligt at gøre rummene omkring kanterne spilbare, mens hjemmeholdet også gik efter at ramme Lasse Steffensen i boksen. I kampens indledende minutter var der dog for meget luft under samtlige indlæg, eller også løb Vendsyssel-spillerne ind i offside-situationer.

Netop Lasse Steffensen var også involveret i en duel med Koldings målmand Frederik Ibsen et kvarter inde i kampen. Der blev retteligt dømt frispark, mens gæsterne protesterede over, at der ingen advarsel blev uddelt.

Koldings Mads Eriksen troede imidlertid også, at Steffensen var løbet i offside, da han modtog bolden på højrekanten. Den vikarierende angriber fik spillet bolden ind centralt i midten til Gregory Berthier, der sendte en behjertet afslutning af sted mod mål.

Det var Vendsyssel, der offensivt satte sig massivt på kampen, og efter 18 minutters spil var Tiémoko Konaté løbet i en position til en afslutning. Den spidse vinkel var dog netop for spids, og hans afslutning røg snært forbi fjerneste stolpe.

Midt inde i første halvleg fik Kolding sendt deres første afslutning af sted mod mål. Peter Friis Jensen havde dog fornemt styr på Oliver Drosts afslutning, der ikke voldte store problemer.

Minuttet efter rørte Tiémoko Konaté igen på sig. Ind kom afslutningen dog ikke, da den sad umiddelbart lige på Frederik Ibsen.

Vendsyssel formåede dog ikke at opretholde det høje pres og Kolding blev lukket mere ind i kampen. Gæsterne var dog fint tilfredse med at trække tempoet ud af kampen.

Med fem minutter tilbage af første halvleg headede Lasse Steffensen bolden videre til Tiémoko Konaté, der efter et simpelt angrebsspil afsluttede.

Forløsningen for hjemmeholdet kom kort inden pausen, da Gregory Berthier blev spillet fri i feltet. Inden da havde Muhammed Cham-Saracevic sendt bolden videre til Thomas Christiansen, der var kommet langt op ad banen.

Med tanke på de mange kampe, hvor Vendsyssel er kommet foran, og ikke er kommet ud af opgørene som sejrherrer, kunne Schjønbergs tropper dog endnu ikke ånde lettede op.

Kolding fremtvang en række dødbolde i indledningen på anden halvleg, men farligt blev det aldrig.

Vendsyssel spillede til tider meget optimistisk offensivt. Målscoreren Gregory Berthier havde fået mod på mere, og han forsøgte sig - uden succes - med et saksespark efter en lille times spil.

Hurtige, offensive kreatører fra gæsterne i form af Ahmed Daghim og Oliver Drost udgjorde en underliggende trussel, men Vendsyssel fik lukket fint ned for flere angreb.

I den anden ende kombinerede Muhammed Cham-Saracevic og Tiémoko Konaté sig frem efter behag, og førstnævntes skud blev afrettet, således det var tæt på 2-0.

Konaté var også den, der fremtvang et straffespark til Vendsyssel 10 minutter før tid. Mathias Høgsholt gjorde brug af sin hånd, da han gled ned for at afværge skuddet. Og så havde Vendsyssel alle muligheder for at fordoble føringen.

Mikkel Wohlgemuth tog tilløb og sendte Frederik Ibsen på afveje med sit glimrende skud fra 11-meter-pletten.

Kolding igangsatte flere farlige situationer, men skarpheden udeblev hos gæsterne, der må rejse hjem til Sydjylland uden mål eller point.

Sejren blev endegyldigt slået fast, da Tiémoko Konaté opsnappede Wohlgemuths ripost. 3-0.

Vendsyssel er med sejren stadig under nedrykningsstregen, men a point med Kolding, der har scoret flere mål. Begge mandskaber har 25 point.

I næste runde venter Hvidovre på udebane for Michael Schjønberg og co. Kampen spilles lørdag 15.00.

Galleri - Tryk og se alle billederne.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden