Vendsyssel henter kæmpe profil og vinker farvel til en anden
Det trækker op til endnu et spillersalg i Vendsyssel FF, og så har klubben hentet, det der ligner en kæmpe forstærkning
Opdateret kl. 20:33
VRÅ: Da Vendsyssel FF offentliggjorde kamptruppen til fredagens kamp mod HB Køge, var der to ting, der straks sprang i øjnene. For det første manglede Tobias Ankers navn, og for det andet stod Mathias Haarups navn på listen.
Sidstnævnte punkt er en stor transfernyhed fra den ambitiøse klub, der har sikret sig Mathias Haarup i kamp med flere andre klubber.
Den nu tidligere Hobro-spiller havde kontraktudløb efter sidste sæson, så han skifter til Vendsyssel på en fri transfer.
- Det er en spiller, som vi længe har jagtet. Mathias har været en stor profil i mange kampe, hvor han har gjort ondt på os, mens han var i Hobro, så vi er bare glade for, at vi nu har ham med på holdet, siger sportschef Søren Henriksen.
- Vi forventer, at han bliver en stor forstærkning. Han kan dække begge backer, og så kan han også spille på kanten, så det er en spiller, der kan hjælpe os på mange måder, siger Søren Henriksen.
Mathias Haarup adskiller sig på ét helt bestemt punkt fra de øvrige tilgange, som Vendsyssel har fået i denne sæson.
- Han kommer med noget mere rutine, og så er han en spiller, som vi forventer kan gå ind og tage en stor rolle med det samme. Mathias har erfaringen fra 1. division, så vi regner med, at han kommer til at gøre en positiv forskel for os på mange måder, siger Søren Henriksen.
Tilgangen af Mathias Haarup betyder også, at Vendsyssel FF er kommet et stort skridt nærmere at få truppen på plads. En trup der dog fortsat har en del spørgsmålstegn, der på den ene eller anden måde skal afklares i den resterende del af transfervinduet.
- Vi arbejder på at få en angriber ind, og i det hele taget er vi stadig på jagt efter et par store profiler, fortæller Søren Henriksen.
Tidligere har Nordjyske skrevet om, hvordan Vendsyssel FF jagter nyt blod til den centrale midtbane. Det ser stadig ud til at være tilfældet, men det er betinget af, at man finder en løsning i forhold til Victor Mpindi. Begge parter er enige om, at man ønsker at stoppe samarbejdet, men det kræver en ny klub melder sig på banen til Mpindi.
Sidst men ikke mindst er der også et spørgsmål omkring Tobias Anker, der ikke er med til fredagens kamp i Køge.
Tobias Anker gennemgik i stedet et lægetjek i AGF, hvor han kan se frem til at skulle prøve kræfter med Superligaen.
AGF har dog ikke været eneste klub inde i billedet. Det samme har svenske Sirius.
Sirius har for ganske kort tid siden købt en anden spiller i VFF. Wessam Abou Ali skiftede dansk 1. division ud med den bedste svenske række.
Indtil videre har det været en ubetinget succes for Abou Ali, der har scoret to gange i sine to første kampe. Måske derfor er Sirius klar til at hente endnu en profil i Vendsyssel FF.
Nu skal Vendsyssel FF i stedet på jagt efter en stopper med Ankers farvel.
- Når vi sælger Tobias Anker, så skal vi ud at hente en erstatning, siger Søren Henriksen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.