Vendsyssel måtte bruge forsvarsspillere i angrebet: - Vi bliver nødt til at forstærke os

Vendsyssel FF var hårdt ramt af afbud mod FC Helsingør og har brug for en bredere trup

Lasse Stensgaard er ved at løbe tør for alternativer i en skadesplaget Vendsyssel-trup. Arkivfoto: Torben Hansen

Lasse Stensgaard er ved at løbe tør for alternativer i en skadesplaget Vendsyssel-trup. Arkivfoto: Torben Hansen

FODBOLD:Vendsyssel FF har fået et par dårlige oplevelser ud af sæsonens to første besøg på Sjælland.

For en uge siden blev det 0-6 hos Fremad Amager, og selv om cifrene var en smule mere nådige fredag aften, var det pointmæssige udbytte det samme efter 0-3 hos FC Helsingør.

- Jeg har sagt til spillerne, at jeg synes, at vi var for pjevsede i de afgørende situationer, for det var ikke en kamp, der skulle være endt 3-0. Vi spillede ikke så godt og skabte ikke så meget, men vi stod heller ikke ordentligt imod. Som efter Amager-kampen må vi konstatere, at der mangler noget omkring de to felter, så der er noget at arbejde med, konstaterer Vendsyssel-træner Lasse Stensgaard.

Vendsyssel FF stillede også svækket til start mod de nordsjællandske oprykkere, der har fået en flyvende start på livet i 1. division med nu ni point i de første tre kampe.

Christoffer Boateng måtte i tirsdagens sejr over Hobro udgå med en knæskade, som Vendsyssel FF endnu ikke kender omfanget af, og heller ikke Tobias Damsgaard eller Mikkel Agger var kampklar fredag.

- Damsgaard og Agger havde ømme baglår, så det var en beslutning, der lå 100 procent på mig. Havde vi valgt at spille dem, kunne det risikere at gå så galt, at de ville være ude i seks-syv uger, og det kan vi simpelthen ikke klare, for så skal jeg ud at købe benskinner, siger Lasse Stensgaard.

Særligt afbuddet fra Agger var en bet for Vendsyssel, der ikke råder over andre deciderede angribere. Fredag var det hollandske Ali Messaoud, der havde overtaget pladsen helt i front, men det kom aldrig rigtig til at fungere.

Derfor er det også åbenlyst, at Vendsyssel FF skal bruge den resterende del af det åbne transfervindue på at styrke bredden.

- Det er vi nødt til. Nu er der en uge til næste kamp, og vi har folk på vej tilbage, men vi skal have noget mere konkurrence ind og også konkurrence, der er god nok til, at vi kan aflaste hinanden lidt, siger Stensgaard.

Vendsyssel FF har også Peter Friis Jensen, Mikkel Wohlgemuth, Dusan Jajic og Morten Knudsen på skadeslisten, så Lasse Stensgaard havde ikke mange muligheder på bænken, da han skulle forsøge at få Vendsyssel tilbage i fredagens kamp. Især de offensive alternativer er få, så modsvaret blev at sende de to forsvarsspillere Jakob Hjorth og Lasse Steffensen op i front, da Vendsyssel skulle jagte et comeback i Helsingør.

- Det blev lidt bare at krydse fingre til sidst. Jeg synes, at Lasse og Hjorth gjorde det rigtig fint, men de har ikke haft et eneste træningsminut i det, og det er ikke meningen, at de skal spille deroppe. De gjorde, hvad de kunne, så kredit til dem, men det er klart, at vi gerne vil have effekt af det, vi laver på træningsbanen, og der træner spillerne jo der, hvor de er bedst, siger Lasse Stensgaard.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden