Vendsyssel manglede skarpheden i Kolding
Det endte i en nulløsning, da Vendsyssel FF lørdag var på besøg hos Kolding i Nordicbet Ligaen
Opdateret 14. april 2024 kl. 12:37
Vendsyssel FF er stadig på jagt efter den første sejr i Nordicbet Ligaens oprykningsspil.
I det tredje forsøg blev det lørdag 0-0 på udebane mod Kolding.
- Det blev en kamp med masser af intensitet og andenbolde, hvor jeg synes, at dommeren tillod alt for meget. At Kolding brokkede sig over ham, er jeg uforstående overfor, for det var en linje, der kom til at bekomme dem godt.
- Holdmæssigt leverede vi en god indsats, og vi kom også frem til nogle fine chancer, men vi manglede kvalitet offensivt. Vi var dog ligeså tændte som for en uge siden mod AaB, og det var jeg glad for at se, siger Vendsyssel-træner Bo Zinck.
- Fodbold, Nordicbet Ligaen, oprykningsspil
- Advarsler: Asker Beck, Kolding (44. minut), Victor Mpindi Ekani, Vendsyssel (88. minut)
- Vendsyssel FF's opstilling (4-2-3-1): Oscar Linnér - Mathias Haarup (Kasper Lunding, 73. minut), Mads Greve, Omar Jebali, Philip Rejnhold (Rune Frantsen, 66. minut) - Victor Mpindi Ekani, Ayo Simon Okosun - Oskar Øhlenschlæger (Frederik Børsting, 73. minut), Rasmus Thellufsen (Oscar Buch,66. minut), Carl Lange - Lucas Jensen
- Dommer: Lasse Læbel Graagaard
Lørdagens pointdeling betyder, at det fortsat er uhyre tæt bag AaB og Sønderjyske, der har sat sig tungt på de to oprykningspladser.
Vendsyssel er á point med Fredericia og Kolding, mens der er er et point ned til Hobro på sjettepladsen.
- Modstandermæssigt har det været ligeså svært som forventet. I foråret har vi nærmest kun mødt top-seks-hold, og det skal med i vores bedømmelse. Jeg var ikke tilfreds med vores kamp i Fredericia, men hvis vi tager det lange lys på, er der generelt positive ting at bygge videre på, siger Bo Zinck.
Hans hold savner i øjeblikket dog offensiv pondus, idet truppens eneste angriber Lasse Steffensen er ude med en skade.
- Det betyder, at vi må tage Lucas Jensen væk fra den position, hvor han er bedst. Som jeg ser det, mangler vi to niere (angribere, red.), så det er nemt nok at se, hvor vi kan forbedre os.
- På backerne er vi også ramt af, at Philip Rejnhold lige er kommet til, og Mathias Haarup har været ude med en skade, så generelt er vi udfordrede antalsmæssigt. Vi kan ikke fylde bænken ud i øjeblikket, og det kommer vi heller ikke til i resten af foråret, siger Bo Zinck.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.