Vendsyssel FF

Wohlgemuth scorede sit første mål for klubben: - Jeg er blevet mere offensivt tænkende

Midtbanespilleren Mikkel Wohlgemuths fremtid er uafklaret. Derfor lunede det også for ham, da han var involveret i to mål tirsdag aften

Mikkel Wohlgemuth lagde både op og scorede, da Vendsyssel overbevisende sejrede med 3-0 mod Kolding tirsdag aften. Foto: Torben Hansen

Mikkel Wohlgemuth lagde både op og scorede, da Vendsyssel overbevisende sejrede med 3-0 mod Kolding tirsdag aften. Foto: Torben Hansen

FODBOLD:- Jeg skal faktisk score to. Jeg har længtes efter at score mål. Det var en fantastisk oplevelse at være med til at hjælpe holdet i så vigtig en kamp.

Ejermanden til disse ord er Mikkel Wohlgemuth, der var involveret i to mål i tirsdagens 3-0-sejr mod Kolding IF.

I slutningen af kampen sendte Wohlgemuth et straffespark ind bag en chanceløs Frederik Ibsen, der valgte den forkerte side i sydjydernes bur.

Og i dommer Jonas Karlsens tillægstid forsynede han sin holdkammerat, Tiémoko Konaté, med et mål via et oplæg, da Wohlgemuths ripost blev sendt direkte ud til ivorianeren.

Det var Wohlgemuths første mål i denne sæson, og det kom på et meget belejligt tidspunkt, for det var med til reelt set at lukke kampen.

- Jeg er blevet langt mere offensivt tænkende i mit spil, for jeg vil gerne kunne blive en to-vejs-spiller. Min form er ved at blive bedre, så det giver fin mening, at jeg kan være med til at løbe med frem. I denne kamp er jeg tit med fremme. Det hænger også sammen med, at jeg har nogen bag mig, der tager ansvar defensivt, siger Wohlgemuth.

Mikkel Wohlgemuths fremtid er endnu uafklaret, i og med, at den tidligere HB Køge-spillers kontrakt med Vendsyssel FF udløber 31. juni. Hvor han er 1. juli, er der endnu ingen, der ved.

- Jeg har ikke de store planer. Lige nu fokuserer jeg på én mission; dét er, at vi skal overleve. Jeg vil gerne vise mig frem, og det synes jeg, jeg får gjort. Så forsøger jeg mig at holde mig skadesfri, og så må vi tage den derfra, siger midtbanespilleren.

Vendsyssel FF tog en vigtig skalp med tirsdagens sejr, men klubben er fortsat under nedrykningsstregen, idet Kolding, som man er á point med, har en bedre målscore.

- Jeg synes, chancerne for overlevelse, er fine. De næste tre kampe bliver som finaler for os. Vi skal komme med den samme energi, som vi kommer med i dag. Vi gav ikke meget væk. Vi skal være fokuserede i hvert eneste minut. Vi har mange gode spillere. Nu gælder det bare om, at vi spiller som et hold, slutter han.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.