Vendsyssel rykker hjemmekamp over 150 kilometer væk fra Hjørring
Der bliver ikke nogen 1. divisionskamp i Hjørring på søndag

Emil Adrendrup og Vendyssel FF får ikke helt samme hjemmebanefordel i søndagens kamp mod Sønderjyske. Foto: Torben Hansen
VRÅ:Det var til det sidste håbet, at Vendsyssel FF kunne afvikle søndagens hjemmekamp på Nord energi Arena i Hjørring, men sådan bliver det ikke.
Det er netop blevet slået fast, efter kommunens folk har været en tur ude at gå på grønsværen i Hjørring.
I stedet bliver der tale om en ret alternativ hjemmebane.
- Vi rykker vores kamp til Silkeborg. Der var i sidste ende tre mulige kunstgræsbaner, som vi kunne spille på. Det var enten i Farum, Køge eller Silkeborg, så det var et ret let valg, da det kom til det punkt, siger Lars Glinvad, direktør i Vendsyssel FF.
Vendsyssel FF havde fået dispensation til at afvikle kampen på kunstgræsbanen i Vrå, men i forbindelse med en kampflytning skal begge parter acceptere det nye spillested, og Sønderjyske har ikke ønsket at spille i Vrå. Derfor var Silkeborg reelt det eneste alternativ.
- Der er ikke noget at gøre ved det, men vi er da trætte af, at vi skal til Silkeborg. Vi laver gratis entré, og så håber vi, at mange har lyst til at tage turen fra Vendsyssel til Silkeborg, siger Lars Glinvad.
Det var ikke muligt at udsætte kampen, da grundspillet synger på sidste vers, så søndagens kamp skulle under alle omstændigheder være afviklet senest på tirsdag.
I og med at kampen skal afvikles i Silkeborg, bliver det Sønderjyske, der har kortest til kamp. Der er over 200 kilometer fra Hjørring, hvis du kører ad E45, mens den korteste rute fra Hjørring til Silkeborg er 158 kilometer lang. Sønderjyske har omvendt blot 124 kilometer fra Haderslev til Silkeborg. Der er kampstart klokken 14 på Jysk Park.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.