Vendsyssel FF

Vendsyssel tabte første runde i overlevelseskamp

Det var en nervøs affære, som udspillede sig mellem to af Superligaens nedrykningskandidater søndag

Foto: René Schütze/Ritzau Scanpix

Foto: René Schütze/Ritzau Scanpix

FODBOLD:Det var en triumferende Bo Henriksen, som sprang rundt, da AC Horsens søndag besejrede Vendsyssel FF med 1-0 i den første af to indbyrdes playoff-kampe om at undgå nedrykning.

Selvom det ikke var nogen hæsblæsende indledning på kampen, så kunne der alligevel snildt have stået 1-1 efter syv minutter.

Først var det Andreas Kaltoft, som gik skævt ind i sin tackling, og det gav en kæmpe mulighed til Michael Lumb, men Nicolai Flø fik chikaneret Lumb tilstrækkeligt til, at han ikke fik afsluttet ordentligt.

Kort efter var det et fint opbygget angreb fra vendelboerne, der var tæt på at bringe værterne i front. Matti Steinmann fandt Tiemoko Konaté i højresiden, som slog et indlæg ind mod Jon Thorsteinsson, der vandt sin direkte duel, men Matej Delac tog fra i Horsens-målet.

Derefter indfandt der sig en stillingskrig i Hjørring, hvor ingen af holdene turde satse for meget fremadrettet, og derfor var det kun små chancer til Alhaji Kamara og Horsens-angriberen Rune Frantsen, som de to hold kom frem til.

Efter en halv times spil vandt Jon Thorsteisson bolden på egen banehalvdel og slog hurtigt bolden op mod Benjamin Källmann, som med sin fysik fik fat i bolden og spillede den ind i feltet til Kamara, men angriberen kunne lige nøjagtigt ikke nå frem til bolden, før der kom en Horsens-forsvarer i vejen.

Islændingen Jon Thorsteinsson var igen på spil, da han forsøgte med en afslutning fra distancen efter en kort hjørnesparkskombination med Matti Steinmann, men Matej Delac stod endnu engang placeret rigtigt.

Fem minutter efter pausen var Rune Frantsen tæt på at score, men Andreas Kaltoft fik i sidste øjeblik blokeret skuddet, og på angrebet efter var Alhaji Kamara nærgående med et hovedstød.

Vendsyssel fik tilkendt et frispark langt nede på banen i venstreside, som Jon Thorsteinsson tog sig af. Kantspilleren servede bolden ind mod feltet, men på hvad der lignede et indlæg, så sejlede den hele vejen ind mod Horsens-målmanden, som noget overrasket fik reddet bolden.

Med et kvarter tilbage af kampen blev stillingskrigen endelig ophævet, da Kasper Junker på et hjørnespark sparkede bolden ind i panden af Nicolai Brock-Madsen, som steg til vejrs og sikkert headede bolden ind bag Flø i målet.

Hjemmeholdet var tæt på at udligne 10 minutter senere, da Tiemoko Konaté endnu engang fandt Jon Thorsteinsson i luftrummet, men islændingen fik ikke dirigeret bolden mellem de to målstænger.

Nicolai Brock-Madsens mål blev det eneste i kampen, og derfor har AC Horsens overhånden før returkampen på Casa Arena på søndag.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst