VFF-træner efter pokalsejr: Der er en rigtig god base

Vendsyssel havde ikke det store besvær med Ringkøbing i Sydbank Pokalen

Lasse Stensgaard kunne være godt tilfreds efter sæsonens første sejr af forhåbentlig mange. Arkivfoto: Bente Poder

Lasse Stensgaard kunne være godt tilfreds efter sæsonens første sejr af forhåbentlig mange. Arkivfoto: Bente Poder

FODBOLD:Vendsyssel FF fik den ventede sejr på udebane i første runde af Sydbank Pokalen, da et selvmål og et straffespark var nok til at nedkæmpe Ringkøbing fra Danmarksserien.

- Det må meget gerne blive en vane at vinde, så det var forhåbentlig den første af mange sejrssange i omklædningsrummet i denne sæson, lyder det fra træner Lasse Stensgaard.

- Det var ikke altid lige kønt, men det var en kamp, som pokalkampe er flest, hvor der bliver kæmpet virkelig hårdt for det, og de blev også farlige på et par omstillinger, men jeg var omvendt hele tiden meget fortrøstningsfuld over, at den skulle vi nok køre hjem. Men kampen havde hele tiden liv, fordi vi aldrig er stort foran, siger han.

Et selvmål efter et indlæg fra Tiemoko Konaté åbnede scoringen inden pausen, og i anden halvleg kunne Ali Messaoud sikkert omsætte et straffespark begået mod samme Konaté.

Kampfakta:

Mål: 0-1 Selvmål, 0-2 Ali Messaoud (straffespark)

Opstilling Vendsyssel: Peter Friis Jensen - Andreas Kaltoft, Lasse Steffensen, Anders Bærtelsen - Jeppe Svenningsen, Zander Hyltoft, Tobias Christensen Jelle van der Heyden - Tobias Damsgaard - Ali Messaoud (Martin Dong, 70. minut), Tiemoko Konaté

- Der var mange spillere, der havde brug for at få 90 minutter i benene, og det fik de. Det er altid svært at bedømme så meget ud fra en pokalkamp, men sammenholdt med det, vi leverede i testkampen mod SønderjyskE, så synes jeg, der er en meget fornuftig base. Der er helt klart nogle ting, der stadig skal justeres, og det er der nok også efter den første kamp mod Fremad Amager. Men det går den rette vej, og der kommer forhåbentlig også stadig en eller to tilføjelser til truppen, siger Lasse Stensgaard.

Vendsyssel havde den nye angriber Mikkel Agger på bænken i samtlige 90 minutter, fordi han døjer med nogle småskavanker. Men han er klar til sæsonstarten om knap 14 dage.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Breaking
Topchef færdig
Luk