Vigtig sejr over Middelfart: Thisted fastholder placering i top-seks

Mathias Andersen og Yao Dieudonne scorede målene i sejren

Arkivfoto: Lars Pauli <i>Foto: Lars Pauli</i>

Arkivfoto: Lars Pauli Foto: Lars Pauli

FODBOLD:Thisted FC kom tilbage på sejrssporet, da de besejrede Middelfart med 2-0 på scoringer af Mathias Andersen og Yao Dieudonne.

Dermed lykkedes det Thisted at holdet fynboerne bag sig i 2. divisions pulje 1, og dermed indtager thyboerne stadig rækkens sjetteplads.

Thisted FC startede bedst på kuglen, hvor de havde en lille dominans på de offensive aktioner, men det var generelt to hold, som i indledningen havde svært ved kombinere sig frem til de helt store tilbud.

Sådan en mulighed fik Middelfarts Casper Johansen efter små 20 minutter, da han blev spillet fri i feltet, men angriberen fik vinklet sit skud forbi målrammen.

Et kvarter senere fik hjemmeholdets tilskuere endelig lidt at varme sig på.

Gæsterne fra Middelfart var ved at bygge et angreb op i højre side, men Thisted fik brudt bolden, og bare syv sekunder senere kunne Mathias Andersen afslutte en smuk omstilling ved at kringle bolden forbi udeholdets målmand Casper Radza.

Kort efter var fynboerne tæt på en hurtig udligning. Matthias Præst modtog bolden i feltet og fik sendt en lumsk afslutning mod mål, men Markus Iversen fik forsvaret sit mål med ære, da han hev en stærk redning frem.

Efter pausen skulle der igen spejdes langt efter chancer. Der gik næsten 20 minutter, før anfører Asger Bust var på spil med en farlig afslutning.

Selvom det var Middelfart, som skulle jagte det udlignende mål, så fik de ikke på noget tidspunkt for alvor presset Thisteds målmand i anden halvleg. Tættest var de på to dødbolde, men Markus Iversen fik sikkert grebet begge bolde.

Med otte minutter tilbage kom de tre point nærmere Thy, da Laurits Bust fik brudt bolden på egen banehalvdel. Den centrale forsvarsspiller fandt Yao Dieudonne i dybden, som med sin fart sprintede forbi to modstandere. Ivorianeren blev dog hevet ned bagfra, og det kostede et rødt kort til udeholdets Niclas Vemmelund.

Thisted fik hurtigt udnyttet overtallet, da Yao Dieudonne fik det mål, som han muligvis blev frataget fem minutter forinden. Frederik Sloth var alene med Casper Radza, men der var ikke meget egoisme over den unge angriber, som lagde bolden til siden til sin angrebsmakker, som bare kunne prikke bolden i mål til slutresultatet 2-0.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden