Vikartime på Aalborg Håndbolds trænerbænk bestået til UG med guldglans
Arnór Atlason viste, at der er en kommende cheftræner gemt i ham, da han fra bænken førte holdet til sejr i den første DM-finale
Opdateret kl. 23:34
HÅNDBOLD: Vikartimer er i reglen altid sjovere end timer med den normale lærer. Det var dog ikke med forventninger om sjov og ballade, at Arnór Atlason skulle vikariere for den normale cheftræner Stefan Madsen. Man kan dog roligt sige, at de 60 minutters håndbold udviklede sig til en sjov vikartime for Aalborg-spillerne.
Dagen op til den første DM-finale gik dog på ingen måde som forventet for Aalborg-lejren, der pludselig måtte strege cheftræner Stefan Madsen fra deltagerlisten til finalen.
- Selvfølgelig manglede vi Stefan i dag. Vi har aldrig stået i den her situation før, så det var ekstremt mærkeligt. Men vi har arbejdet meget tæt sammen, så jeg var godt inde i tingene. Jeg er ekstremt lykkelig over, at det er overstået godt nu, siger Arnór Atlason, der i bedste Stefan Madsen-stil fik rettet til i pausen. Særligt defensiven kom under kærlig behandling.
- Vi fik bedre højde på deres skytter. De kom lidt for tæt på i første halvleg. Det blev bedre i anden halvleg, hvor vi også fik lukket bedre ned for Skubbe. Han fik ikke lov til at lave de samme gennembrud, som han gjorde i første halvleg, siger den vikarierende Aalborg-cheftræner.
Nu er der god tid til at forberede sig til den anden finalekamp, der spilles tirsdag i Silkeborg.
- Vi plejer ikke at have seks dages kamppause. Sådanne kampe slider på kræfterne, men det er også her, at vi har vist, at vi er bedst. Det er jo her, vi har knoklet for at være hele sæsonen, så vi skal også bare knokle på, siger Arnór Atlason.
På spørgsmålet om, hvad det vil betyde, at lægge en DM-titel i bagagen, når bussen ruller til Køln og Final 4, så er der slet ikke nogen tvivl om betydningen.
- Alt, alt, alt. Det vil betyde alt for os, at vi kan tage til Køln som nykåret mester. Selvom vi godt kan li' at spille hjemme, så vil vi meget gerne lukke DM-finalen i to kampe, siger den islandske træner.
Atlason kunne finde mange spillere at fremhæve for gode individuelle præstationer, men det var svært at komme forbi Lukas Sandells 10 scoringer.
- Lukas steppede sindssygt meget op i anden halvleg. Han startede stille og roligt, men han brændte virkelig igennem efter pausen. Det har vist sig, at vi har de her gutter, der er klar til at tage ansvar på skift, og i dag var det Lukas, der viste sin store klasse, siger Arnór Atlason.
Svenskeren selv var meget beskeden efter kampen, da han skulle prøve at forklare, hvad forklaringen var på, at han kunne score mål på samlebånd.
- Jeg finder en god afstand til forsvaret. På den måde kom jeg ind i et god flow. Jeg blev også spillet godt op, siger Lukas Sandell, der roser sine medspillere.
- Vi har en god moral på holdet. Det betyder, at alle tager ansvar, når de kommer på banen, og det er her, at man kan se, hvor mange gode spillere, vi har, siger den svenske målmaskine.
- Det ser godt ud. Vi skal forsøge at gøre mange af de samme ting i den næste kamp, for det kørte godt i dag, siger Lukas Sandell, der bakkes op af sin landsmand Felix Claar, der var playmaker i ordets egentlige betydning igennem hele kampen.
- Vi skal ned og vinde den anden DM-finale. Sådan er det bare, og jeg ser vi har gode chancer for at gøre det, siger Felix Claar.