Viralt hit er blevet Morten Bruuns hjertebarn: #herermitstadion

Det er kun 10 dage siden, at fodboldeksperten satte gang i, hvad der skulle vise sig, at blive et dansk, viralt hit på det sociale medie Twitter

I Gudumholm stadion i Storvorde blafrer flagene stadig i vinden, selvom resten af stadion mangler aktivitet. Foto: Bente Poder

I Gudumholm stadion i Storvorde blafrer flagene stadig i vinden, selvom resten af stadion mangler aktivitet. Foto: Bente Poder

FODBOLD:For alle der længes bare lidt efter en solskinsfyldt tribune, et syngende stadion, den lokale stadion-platte, 22 mand og en bold, er udsigten til en mulig opstart af Superligaen og 1. Division 29. maj et spinkelt håb, der kan holde humøret en smule i balance i denne tid, hvor sportsabstinenserne efterhånden har vokset sig umenneskeligt store.

Én af dem, der både er udfordret personligt og arbejdsmæssigt, er den tidligere elitefodboldspiller Morten Bruun. Hele ideen til #herermitstadion startede lidt pludseligt, og selvom Morten Bruun havde regnet med respons, er det hele blevet ret overvældende.

- Ideen opstår i al korthed, fordi jeg har masser af tid. Den opstår forrige fredag, for 10 dage siden, hvor jeg har en korrespondance på Twitter med en af vores kolleger Jeppe Laursen Brock fra Politiken om Stilling Stadion. Det ligger rigtig flot ud til Stilling sø, men Jeppe har desværre ikke et billede af det, fortæller Morten Bruun.

Morten Bruun (th.) var en del af EM 1992 holdet, men fik dog ikke noget spilletid. Nu er han fodboldekspert- og kommentator på 6'eren, som er ejet af Discovery Networks. Arkivfoto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Morten Bruun (th.) var en del af EM 1992 holdet, men fik dog ikke noget spilletid. Nu er han fodboldekspert- og kommentator på 6'eren, som er ejet af Discovery Networks. Arkivfoto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Det plantede et lille frø i ham og dagen efter, da han skulle ud og cykle en tur, besluttede han sig for at cykle forbi Stilling for at tage et billede og sende til Jeppe, men på vejen besluttede han sig for også lige at slå et smut forbi den klub, hvor han selv er ungdomstræner: IF Lyseng.

- Jeg cyklede egentlig bare forbi, for når man har tilknytning til en klub, så er det rart lige at komme forbi en gang i mellem. Da jeg så kom derned, så slog det bare lidt pludseligt ned i mig, at jeg skulle tage nogle billeder og tilknytte hastagget #herermitstadion, og så skrev jeg mit første tweet.

600 and counting

Efter det første tweet fra Morten Bruun gik det hurtigt. Kort efter det første opslag var der mange respondenter og med sine 30.000 følgere, hvor de fleste formenligt følger med på grund af fodbold-opslag, har han en klar fordel i at starte sådan et "projekt" op. Han havde da også regnet med respons - bare ikke helt så meget, som det nu har fået.

- Det er kommet bag på mig, at det har taget så meget fart. Allerede den første dag kunne jeg se, at det kunne noget og de efterfølgende 10 dage, er jeg jo bare blevet blæst mere og mere bagover. Det er jo nærmest blevet en landsdækkende bevægelse, lyder det fra fra fodboldeksperten.

Den nye "bevægelse" har også slået rødder i Norge, som har startet et lignende hashtag. I Danmark bliver folk landet over ved med at sende billeder og anekdoter til stor glæde for Morten Bruun, som også har også opdaget, at han faktisk har en relation til mange af de jyske stadions.

- Der er både folk, der har cyklet rundt til flere stadions, men også mange som bare lige har været forbi deres lokale stadion. Jeg vidste faktisk ikke, at jeg havde en relation til så mange stadions. Det har motiveret mig rigtig meget, men jeg har også selv forsøgt at motivere dem, som har deltaget, ved at svare eller knytte en bemærkning til hvert tweet.

Selvom der er enormt meget glæde at spore i det virale hit, så er det også med en form for længsel.

- Jeg tror godt, at #herermitstadion ville kunne noget, selvom der ikke havde været corona, men det har fået lidt kant af noget helt specielt, fordi vi jo tager billeder af noget, som vi savner, og som ligger lige der foran os. Det bliver vi mindet om, hver eneste gang der kommer et billede af en fodboldbane, siger Morten Bruun.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.