VM-holdet spiser om natten og sover om dagen

Der spises omkring midnat og soves midt på dagen i den danske VM-lejr på grund af sene spilletidspunkter.

VM kvindehåndbold DK- Brasilien = 22-20 Foto: /ritzau/Poulsen Lars
7. december 2017 11:04

De danske håndboldkvinder spiser og sover på underlige tidspunkter under VM i Tyskland.

På grund af det sene spilletidspunkt klokken 20.30 indtager spillerne først aftensmad omkring midnat, og mange falder først i søvn midt om natten.

- De fleste af os sover først ved to-tre-tiden om natten, og så skal man sent op og spise morgenmad. Det er en underlig måde at leve på i de her tre uger, siger landstræner Klavs Bruun Jørgensen.

Når VM-gruppekampene er færdige omkring klokken 22, så skal spillerne først tale med pressen og i bad, før de er klar til at forlade hallen omkring klokken 23.

Hjemme på hotellet bliver der indtaget aftensmad, og kampene afrundes på et møde. Bagefter er der behandling, før spillerne kan ramme puden og forsøge at falde i søvn.

- Vi kommer sent hjem og sover sent, og det er hårdt for kroppen.

- Vi prøver at sove, men man kan godt ligge til klokken tre, før man falder i søvn, siger anfører Stine Jørgensen.

Klokken ni indtages der morgenmad, og da flere af spillerne måske er i søvnunderskud, så er der i løbet af dagen mulighed for at sove lidt igen.

Danmark har spillet klokken 20.30 lørdag, søndag, tirsdag og onsdag, mens flere andre VM-deltagere har været på banen klokken 12, 14 og 18.

De tyske værter har primært spillet deres kampe klokken 18.

De danske tv-stationer vil helst have det sene spilletidspunkt, da det er her, at de kan samle flest seere.

- Vi lever med, at det er en kommerciel sport, siger Klavs Bruun Jørgensen.

- Der er flest seere til 20.30-kampe, men det stiller os lidt dårligere i forhold til de andre nationer, fordi vores døgnrytme bliver fuldstændig vendt op og ned.

- Vi kunne godt ønske os, at danskerne ville se håndbold klokken 19. Jeg har respekt for de kommercielle kræfter, for vi skal spille sammen. Men jeg håber, at vi kan få danskerne til at se håndbold lidt tidligere, siger landstræneren.

Det faste kamptidspunkt klokken 20.30 giver dog også en fordel.

- Nogle af de andre hold har spillet på forskellige tidspunkter. Japan har eksempelvis spillet klokken 20.30 og klokken 12, og det må være svært at finde en rytme.

- Så på det punkt er jeg alligevel glad for, at vi spiller på samme tidspunkt hver gang, siger Stine Jørgensen.

Danmark møder fredag Rusland i den sidste gruppekamp, inden der venter en endnu ukendt modstander i ottendedelsfinalen.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Her ville vi gerne vise dig forslag til artikler fra vores magasiner, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Seneste nyheder

Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...